Jeg blev rask igen, altså fra mandeinfluenzaen. Det tog lang tid, men vi klarede den, og Morten er også frisk igen.
Forrige fredag tog jeg mig sammen til at rykke kommune, ringe til forsikringsselskabet og kontakte min fagforening. Alle tre ting, fordi jeg bare var så mega frustreret over, at tiden bare går, mens vi sidder her og skal klare alting på halv indkomst.
Jobcenteret kom der ikke meget ud af. Dvs. jeg tror min sagsbehandler synes jeg er pushy, hun ringer i alt fald ikke tilbage, men sender en mail i stedet for - problemet er så, at hun svarer på det hun tror jeg vil, og ikke de spørgsmål jeg rent faktisk sidder med. (Naturlig vis)
Hvor om alting er, spurgte jeg til om vi kunne få sat skub i min arbejdsprøvning, og det er nu sket.
Forsikringsselskabet kom jeg ikke igennem til - men det er mere reglen end undtagelsen. Til gengæld ringede min sagsbehandler derfra tilbage mandag, og vi fik en snak. Jeg forklarede vores situation, og spurgte om de på nogen måde kunne hjælpe - og hun tilbød at rykke min sagsbehandler på Jobcenteret, og det kom der så noget ud af... i alt fald er jeg indkaldt til samtale igen 10/6, så det....
Til gengæld kunne hun ikke hjælpe mig med noget andet. Nemlig da jeg bad om at få bekræftet, at når jeg nu engang om mange måneder får tilkendt invalidepensionen, så er det med tilbagevirkende kraft? NEJ. NEJ??? Jamen, hvorfor ikke? Fordi det bevilges udfra et øjebliksbillede, som jo er svaret fra arbejdsprøvningen. Jeg gik helt i stå. Altså formodes det, at de mellemliggende måneder fra min TAE udløber, til jeg bliver godkendt til Invalidepensionen er rask, eller hvad?
Shit. Skidt dag. Morten var i San Diego på et job og jeg var alene med børnene. Jeg kunne hverken sove eller tænke og var sgu helt i stykker. Heldigvis kan de selv lave mad...
Nå, hvad gør man så? Der er kun en mulighed, nemlig at afsøge samtlige muligheder. Så jeg ringede til min fagforening, som jeg egentlig havde besluttet mig for at melde mig ud af, da de ikke tidligere har kunnet hjælpe med noget som helst. Oveni, er det en udgift der kan slettes, når der ingen indkomst er....
Jeg fik mig en snak med en socialrådgiver i Finansforbundet. Hun virkede egentlig først lidt afvisende, men jeg bliver også nærtagende, og så er den der københavnske facon generelt lidt nedladende. Jeg burde være vandt til det, har trods alt boet på sjælland i 10 år.
Nu er hele bunken sendt til hende. Så må vi se.
Sidst måtte jeg lige prøve: Kan jeg få ressourceforløbydelse, under min arbejdsprøvning, da den jo ikke er afhænging af min mands indkomst? NEJ, var svaret, du er selvforsørgende....
Så prøvede jeg noget nyt, jeg søgte hjælp på Facebook, hvor jeg er medlem af en gruppe, der hedder Netværk for Stressramte. Der sidder en masse kloge mennesker, som har været, eller er, i samme situation som mig. De både forstår hvad det handler om, og mange har erfaringer med systemet, som jeg tydeligvis ikke har. Her var et klogt hoved, som kunne fortælle mig, at ressourceforløbsydelse kan man kun få, hvis arbejdsprøvningen er foranlediget af min sagsbehandler i et afklaringsforløb -og ikke når jeg selv har bedt om afklaringen.
Nå, så var det alligevel ris til egen røv, at jeg ikke forblev i systemet, da jeg blev sygemeldt fra min praktik i februar 2014. De to år, der er gået siden, har ellers budt på megen fremgang.
Nu sidder jeg så igen foran pc'en. Idag er bedre end de sidste mange dage, det har været en dejlig weekend af de helt rolige slags - vejret har været til havearbejde, så vi har alle været i haven. Jeg har fået lavet noget fysisk arbejde, det er godt ind i mellem, og Morten har indhentet "sig selv" med at hjælpe mig, og hygge sig med køkkenhave og madlavning, som han jo elsker.
I lørdags modtog jeg den fulde rapport fra Psykiateren. Søndag tog jeg mig sammen til at læse den. Puha. Sort på hvidt, hvordan jeg har det, hvad jeg fejler og hvad jeg kan forvente af bedring.... Og så kunne jeg endda se, at jeg da den undersøgelse blev lavet i januar, havde det væsentligt bedre end nu.
Jeg kan mærke depressionens klamme krogede fingres tag i min krop, hver eneste dag. Jeg har svært ved at komme ud af sengen og har ikke lyst til at tænke fremad. Jeg ved godt, at jeg har et godt liv. En dejlig mand, der elsker mig. Skønne vidunderlige børn, som kunne have været meget mere teenagere. Hus og have, venner og veninder, alt er godt. Men kors, hvor jeg bekymrer mig om, hvordan det skal gå. Nogle dage kan jeg slet ikke overskue tingene. De dage bliver her ikke gjort noget som helst. De dage er der kun en ting at gøre: Læse hjernen træt og bruge min husmorporno til at blæse de bekymrede tanker ud af hovedet. Og så håbe på, at i morgen bliver bedre.
Og det håber jeg.
I morgen bliver bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar