Hver gang jeg spørger mig selv; "Kan det blive værre..."

Ja,  så lader det til, at det kan det godt.

Jeg blev rask igen, altså fra mandeinfluenzaen. Det tog lang tid, men vi klarede den, og Morten er også frisk igen.

Forrige fredag tog  jeg mig sammen til at rykke kommune, ringe til forsikringsselskabet og kontakte min fagforening. Alle tre ting, fordi jeg bare var så mega frustreret over, at tiden bare går, mens vi sidder her og skal klare alting på halv indkomst.

Jobcenteret kom der ikke meget ud af. Dvs. jeg tror min sagsbehandler synes jeg er pushy, hun ringer i alt fald ikke tilbage, men sender en mail i stedet for - problemet er så, at hun svarer på det hun tror jeg vil, og ikke de spørgsmål jeg rent faktisk sidder med. (Naturlig vis)
Hvor om alting er, spurgte jeg til om vi kunne få sat skub i min arbejdsprøvning, og det er nu sket.

Forsikringsselskabet kom jeg ikke igennem til - men det er mere reglen end undtagelsen. Til gengæld ringede min sagsbehandler derfra tilbage mandag, og vi fik en snak. Jeg forklarede vores situation, og spurgte om de på nogen måde kunne hjælpe - og hun tilbød at rykke min sagsbehandler på Jobcenteret, og det kom der så noget ud af... i alt fald er jeg indkaldt til samtale igen 10/6, så det....
Til gengæld kunne hun ikke hjælpe mig med noget andet. Nemlig da jeg bad om at få bekræftet, at når jeg nu engang om mange måneder får tilkendt invalidepensionen, så er det med tilbagevirkende kraft? NEJ. NEJ??? Jamen, hvorfor ikke? Fordi det bevilges udfra et øjebliksbillede, som jo er svaret fra arbejdsprøvningen. Jeg gik helt i stå. Altså formodes det, at de mellemliggende måneder fra min TAE udløber, til jeg bliver godkendt til Invalidepensionen er rask, eller hvad?

Shit. Skidt dag. Morten var i San Diego på et job og jeg var alene med børnene. Jeg kunne hverken sove eller tænke og var sgu helt i stykker. Heldigvis kan de selv lave mad...

Nå, hvad gør man så? Der er kun en mulighed, nemlig at afsøge samtlige muligheder. Så jeg ringede til min fagforening, som jeg egentlig havde besluttet mig for at melde mig ud af, da de ikke tidligere har kunnet hjælpe med noget som helst. Oveni, er det en udgift der kan slettes, når der ingen indkomst er....
Jeg fik mig en snak med en socialrådgiver i Finansforbundet. Hun virkede egentlig først lidt afvisende, men jeg bliver også nærtagende, og så er den der københavnske facon generelt lidt nedladende. Jeg burde være vandt til det, har trods alt boet på sjælland i 10 år.
Nu er hele bunken sendt til hende. Så må vi se.

Sidst måtte jeg lige prøve: Kan jeg få ressourceforløbydelse, under min arbejdsprøvning, da den jo ikke er afhænging af min mands indkomst? NEJ, var svaret, du er selvforsørgende....

Så prøvede jeg noget nyt, jeg søgte hjælp på Facebook, hvor jeg er medlem af en gruppe, der hedder Netværk for Stressramte. Der sidder en masse kloge mennesker, som har været, eller er, i samme situation som mig. De både forstår hvad det handler om, og mange har erfaringer med systemet, som jeg tydeligvis ikke har. Her var et klogt hoved, som kunne fortælle mig, at ressourceforløbsydelse kan man kun få, hvis arbejdsprøvningen er foranlediget af min sagsbehandler i et afklaringsforløb -og  ikke når jeg selv har bedt om afklaringen.
Nå, så var det alligevel ris til egen røv, at jeg ikke forblev i systemet, da jeg blev sygemeldt fra min praktik i februar 2014. De to år, der er gået siden, har ellers budt på megen fremgang.

Nu sidder jeg så igen foran pc'en. Idag er bedre end de sidste mange dage, det har været en dejlig weekend af de helt rolige slags - vejret har været til havearbejde, så vi har alle været i haven. Jeg har fået lavet noget fysisk arbejde, det er godt ind i mellem, og Morten har indhentet "sig selv" med at hjælpe mig, og hygge sig med køkkenhave og madlavning, som han jo elsker.

I lørdags modtog jeg den fulde rapport fra Psykiateren. Søndag tog jeg mig sammen til at læse den. Puha. Sort på hvidt, hvordan jeg har det, hvad jeg fejler og hvad jeg kan forvente af bedring.... Og så kunne jeg endda se, at jeg da den undersøgelse blev lavet i januar, havde det væsentligt bedre end nu.

Jeg kan mærke depressionens klamme krogede fingres tag i min krop, hver eneste dag. Jeg har svært ved at komme ud af sengen og har ikke lyst til at tænke fremad. Jeg ved godt, at jeg har et godt liv. En dejlig mand, der elsker mig. Skønne vidunderlige børn, som kunne have været meget mere teenagere. Hus og have, venner og veninder, alt er godt. Men kors, hvor jeg bekymrer mig om, hvordan det skal gå. Nogle dage kan jeg slet ikke overskue tingene. De dage bliver her ikke gjort noget som helst. De dage er der kun en ting at gøre: Læse hjernen træt og bruge min husmorporno til at blæse de bekymrede tanker ud af hovedet. Og så håbe på, at i morgen bliver bedre.

Og det håber jeg.

I morgen bliver bedre.

Jeg kører videre på et par Panodiler....

Det er ikke fordi jeg har travlt, sådan i den forstand, men jeg har alligevel fået for meget på min tallerken.

Og når jeg bliver presset reagerer hele kroppen, og jeg får influenza symptomer. Altså den slemme af slagsen, nemlig mandeinfluenza.

Så jeg lå i min seng og kunne ikke sove for snot og feber i torsdags. Troede ellers lige jeg var ved at være lidt "med igen" ovenpå fridagene, men nej. Pollensæsonen startede med et brag, og jeg havde igen sovet dårligt, så BAM, og alle planer var slået i stykker.

Fredag rejste jeg mig ved hjælp af panodiler, der skulle holdes fødselsdag for Sannah og en veninde med hele klassen. Vi skulle lave bålmad og overnatte i shelter, og jeg havde selvfølgelig meldt mig til at handle ind (jeg har jo bedst tid!). Så jeg kastede mig ud i det logistiske helvede, med at få hentet bålmads-grej på spejdergården, hvorefter jeg lige måtte hjem og have en pause under dynen. Op igen efter en lille lur, og så ud og handle, hjem og forberede mad og pakke - Morten kom hjem, og så afsted. Heldigvis kunne jeg trække mig lidt i forhold til børnene. Og heldigvis er de efterhånden så store, at de er ok at have i flok. Og Morten slog telt op, så vi ikke skulle sove sammen med de aller mest morgenfriske, eller i røg fra bålet.

Jeg havde et par gange i løbet af aftenen, lyst til at kravle ind i teltet, og lægge mig med min bog. Men den havde jeg af samme årsag ladet ligge hjemme, for jeg synes ikke lige....
Jeg kom i seng og frøs ikke alt for meget om natten - og vi fik sovet til kl. 8.15, så det klager jeg ikke over. Det gik i det hele taget godt, men kors, hvor var jeg træt da vi kom hjem. Endnu en dag blev tilbragt under dynen....

Lørdag aften var vi inviteret til fest hos en af mine veninder fra LC. Vi var ret sikre på, at det ikke var en god idé, men alligevel - afbud er bare også så træls, og med en tredages weekend, burde det kunne hænge sammen.
Festen var god. Og endnu engang fik jeg bekræftet, at LC-pigerne er gode for mig (og os), på så ufatteligt mange måder. Tina hentede os her i Stilling (hun bor i Århus) og Sanne kørte os hjem igen om natten - vupti, mange hundrede kroner er sparet på taxa eller bus.

Og igår - DA GIK JEG HELT KOLD. Jeg sov hele dagen. Som i, jeg var oppe og spise aftensmad sammen med familien, men kom aldrig ud af nattøjet. Og kan jeg så godt sove om natten, efter mange timers søvn - ja, no problem. Og idag tror jeg s'gu jeg er ved at være "med" igen. Det varer jo så nok lige til håndværkerne vækker mig igen i morgen, og det stadig er forbudt at skyde dem.

Nu er Morten så nedlagt, med en afart af mandeinfluenzaen, han opfører sig bare som en stærk kvinde, og klarer livet alligevel. Hans eksem er gået totalt amok, jeg giver stress skylden, for vi ved jo godt hvor presset ligger, når jeg vælter......

Så lige om lidt, åbner jeg kalenderen, og aflyser alt hvad jeg overhovedet kan de næste par uger - vi skal slappe af. Og Morten skal have et par sygedage.

Puha, nogle gange bekymrer jeg mig faktisk også rigtigt meget for, hvor længe han holder.....

4 dage med (forholdsvis) ro.

Efter en lang weekend, med omrokering på værelser og masser af havearbejde, er jeg godt brugt fysisk, stadig ikke udhvilet, men til gengæld er der lidt mere overskud end der var i sidste uge.
Der gik det nemlig helt galt.

Vores naboer er ved at bygge om. Deres hus ligger forholdsvis tæt på skel, og vi har 5-6 meter fra vores soveværelse til samme skel. Og sådan nogle tømrere, de er altså morgenfriske...
Og nu har de været igang siden mandag før påske. De lægger nyt tag, og deres maskiner larmer, samtidig med radioen kører for fuld skrald. Det hele kører fra 7 til 16, hver dag.
Derfor er jeg mere træt end normalt.
Min døgnrytme er sådan, at jeg er mest frisk om aftenen. Jeg er længe om at komme igang om morgenen, og har jo brug for mere søvn end gennemsnittet. Vi besluttede derfor sidste år, at forsøge os med, at jeg ikke står op sammen med børnene og Morten om morgenen. Dvs. jeg er vant til at sove til ved 9-tiden hver dag, for så får jeg min søvn og har det bedre sammen med børnene om eftermiddagen og hele familien om aftenen. Men, hvor er jeg udfordret på den konto lige for tiden. Ovenpå de sidste ugers stress op til konfirmationen, dage med masser af ting jeg selvfølgelig selv havde "raget" til mig, men som ikke ville have været stressende, havde jeg bare fået min søvn, var jeg efterhånden blevet så træt i sidste uge, at jeg bare væltede. Og når jeg vælter, så græder jeg, og i onsdags blev jeg helt slået ud. Så meget, at Morten måtte komme hjem fra arbejde.

De dage er depressionen svær at holde fra døren. Jeg synes det er uretfærdigt overfor børnene, at jeg er træt og vrisser af dem. Jeg synes det er uretfærdigt overfor Morten, at han skal klare alt muligt her hjemme, og samtidig skal være klar til at holde om mig og holde mig oppe, når jeg ikke kan selv.
Så ind i mellem synker jeg ned i den. Jeg holder det for mig selv, eller taler med terapeuten om det, for det er på ingen måde sundt at vælte alle sine tanker om hvordan livet ikke er værd at leve, ud over én, som bruger en helvedes masse ressourcer på at gøre mit liv så godt og nemt som muligt. Men jeg tænker dem. Når jeg går rundt med plæneklipperen, eller graver mælkebøtter op.

Når jeg har den sådan, kan jeg ikke skrive en ordentlig sætning. Derfor skriver jeg aldrig noget videre her, når den er gal. Det bliver simpelthen til noget rod.

Men idag var der trang til at sætte ord på, og det kom der så.

Nu vil jeg prøve om jeg kan abstrahere fra håndværkerne og slappe lidt af i solen.