søndag den 22. januar 2017

Eftertanker om ny praktik.

Kender du det? At tankerne bliver ved med at vende tilbage til en samtale, og du efterhånden finder ud af, at dét du troede du hørte, slet ikke er det der fylder?

Jeg fortalte i sidste indlæg, at jeg skal have ny praktikplads igen. Og det frustrerer mig. Men efterhånden som den nyhed er kommet lidt på afstand, og tanken er bundfældet, så er noget andet poppet op: I samme snak, kom det frem, at jeg ikke skal forvente at blive færdig-visiteret til flexjob på denne side af sommerferien... Det var ikke lige det, jeg havde forventet. Jeg havde fået indtryk af, at jeg kunne blive færdigvurderet i løbet af foråret.

Men min grundlæggende indstilling til tingene, er heldigvis sådan, at så må skeen i den anden hånd - jeg må videre.

I fredags kørte jeg så til Århus, med det mål at kigge på garnbutikker - for jeg skal jo have en ny praktikplads, og jo hurtigere det kommer på plads, jo hurtigere er det her cirkus forhåbentlig overstået. Og når det nu skal være, så kan jeg lige så godt starte øverst på "hvad-har-jeg-lyst-til-at-beskæftige-mig-med"-ønskelisten. Jeg strikkede over 60 stykker tøj i 2016. Det er min meditation, min ro og min absolutte favoritbeskæftigelse. Så her starter jeg.

Missionen var kort: Få en fornemmelse af stemning, evt. kolleger, se udvalget i butikken og kig på stilen. At jeg så havde overskud til at tale lidt med et par af ejerne, var kun et plus. Og til dels også et minus, for det viste sig ret hurtigt, at vi er mange om ret få pladser.

Jeg fandt et sted, hvor jeg helt sikkert gerne vil være. Der var desværre en i praktik i forvejen, som lige havde fået forlænget sin periode med 13 uger, og så længe kan jeg vist ikke vente. Interessen var ellers heldigvis gensidsig.

Så, lidt frem og tilbage om det, og så alligevel ikke nærmere en løsning.

Næste skridt er endnu en snak med konsulenten, og så må jeg have fat i mit netværk.

Må jeg ride på overskuds-bølgen så længe som muligt!


mandag den 9. januar 2017

Ny arbejdsprøvning?!

Jeg skal finde nyt praktiksted. Og helst et sted, hvor jeg kan få tilbudt job, så vi kan få afsluttet det her cirkus...
Hvordan finder jeg det? Hvem vil have mig? Og hvad har jeg lyst til at beskæftige mig med fremover? Også sådan på længere sigt?

Puha. jeg har helt ondt i maven.

Billedresultat for stress

tirsdag den 3. januar 2017

Tilbage i rutinen?

Så er vi tilbage, eller i alt fald næsten tilbage. Min rutine, med at sove til huset er stille og få min helt egen morgenstund, er for tiden forstyrret af håndværkere.

Vi har fornøjelsen af at lave badeværelse, efter et brud på et varmtvandsrør i efteråret. Så der har været gravet op. og nu er der trukket nye rør, flyttet afløb til ny bruseniche og idag starter mureren på at støbe gulv. Jeg glæder mig til det er overstået, men mener trods alt det værste er overstået.

Med det værste, mener jeg alle de valg der skal foretages, når der skal nyt inventar/bygges om i et badeværelse. Det er blevet svært, synes jeg. Jeg tænker og tænker og stresser - jeg er bange for at fortryde og orker ikke at diskutere, men er endnu mere bange for at blive ked af, at jeg ikke tog diskutionen, før det var for sent. Er det en del af sygdommen?

Idag var også første arbejdsdag for mig på skolen. Efter 14 dage hjemme  med familien, er det en lettelse at komme tilbage til hverdagen og få ro i løbet af dagen igen.

Farvel til 70'er modellen..... Man kan se vandet stå lige op fra røret til højre.....


mandag den 2. januar 2017

Jeg' i live....

FARVEL 2016! Jeg fristes til at smække med døren efter dig....


Året 2016 er et år, der i vores familie har været usædvanligt hårdt. Det startede med udbetalingsstop fra Bankpension, mit daværende pensions- og forsikringsselskab. Eftersom det var 2 år siden jeg mistede mine sygedagpenge, betød de sidste penge en del for vores økonomi - og da min indkomst faldt til 0 kr, blev det kun sværere.

Jeg har været så træt af det.

Bankpension har i den grad gjort livet surt for mig i 2016.

Først var jeg i januar til en evaluering hos en psykiater. Hans anbefaling var klar: Min erhvervsevne påregnes som 2 timer af gangen og ikke 2 dage i træk. Med det som grundlag vurderede Bankpension at der måtte laves en arbejdsprøvning ved jobcenteret, da bankpension ikke mente det bevist, at min erhvervsevne var under de 50%, som ville gøre mig berettiget til invalidepension. Og den vurdering havde jeg 12 mdr til at få udarbejdet, med start 1/2 2016.

Så kom startede et nyt kapitel hos Jobcenteret.

Straks efter jeg modtog den besked, kontaktede jeg den 28/2 2016 Jobcenteret. Og fik en tid den 1/4. Her blev jeg visiteret til arbejdsprøvning med henblik på Flexjob. Start hurtigst muligt.
Jeg rykkede jobcenteret den 10. maj.
Var til møde med ny socialrådgiver 10. juni.
Startede arbejdsprøvning på kompetencecenteret den 9. august.
Nyt praktiksted 26. september - med funktionsskift den 4. november.

Midt i det hele kom der i foråret en meddelelse fra Bankpension om, at de ville fusionere ind i PFA. Jeg kontaktede Bankpension, og spurgte hvad betydning det ville få for mig - det vidste de ikke, men som udgangspunkt ville mine forsikringer ikke forringes.
Så kom der et brev fra PFA om, at mine udbetalinger ville fortsætte som de plejede.... Jeg kontaktede dem, og sagde: "Jeg modtager ikke noget, men er igang med et forløb, som mildest talt er umuligt at færdiggøre indenfor fristen - hvor står jeg?" Igen ikke et konkret svar.

Hos PFA var der også meget stille, og det var svært at komme igennem til de medarbejdere, der havde med min sag at gøre. Jeg blev i oktober bedt om at indsende alt materiale fra jobcenteret og læge igen, og de ville kontakte mig "i næste uge". Jeg ventede et par uger, og forsøgte at rykke.... Efter talrige forsøg gav jeg op. Jeg mistede simpelthen gejsten, og overskuddet fuldstændig - vi fik vandskade på vores badeværelse, og udsigten til den udgift tog de sidste kræfter.

Hold nu op, hvor jeg frygtede julens komme - regningen på badeværelset, og at bilen igen skulle til service. Den 8. december tog jeg mig sammen, måtte have besked om fristen den 1/2 2017 stadig gjaldt, for så skulle der rykkes hos erhverskonsulent og socialrådgiver.

Den 9. december kom lettelsen, en opringning fra PFA, at min sag var færdigbehandlet. Der bliver udbetalt invalidepension indtil 1/2 2021, og samtidig ville jeg i løbet af de næste 3 uger modtage ydelser med tilbagevirkende kraft for hele 2016...... Huh, det var længe om at bundfælde sig.

Vi tog alle 4 på restaurant og bestilte den største bøf huset kunne præstere!

Julen blev lidt nemmere.

Det blev mere overskueligt, at finde klinker til badeværelset.

Det er ok, at bilen skal til service nu....

Det positive ved hele denne røvtur, er at vores økonomi er trimmet til ukendelighed. Vi har vendt vores mindset til en levevis, hvor der er væsentligt færre hovsa-køb og luksusting. Det har været benhård prioritering, og vi er kommet på den anden side.

Hvis vi kan holde fast i det meget fornuftige forbrug, kommer vi s'gu på ferie i 2017! Også selvom badeværelset kommer til at koste.

2017 må og skal blive bedre -

Godt Nytår!