Sådan skrev jeg i overskriften, da jeg startede på dette indlæg den 7. november 2017.
Puha, det var en hård tid.
Men det gik sådan, at jeg den 21. november 2017 blev tilkendt flexjob af kommunen, og samtidig skyndte mig at sige JA TAK til job hos Gitte, hvor jeg havde været i praktik i 7 måneder.
Og lige om lidt har jeg været dér i 2 år (incl. praktikken) og hvor er jeg bare glad for det! Men mere om det en anden dag.
For hvad sker der så, når det dér flexjob det endelig falder på plads? Og kommunens evige pusten i nakken forsvinder? For mit vedkommende var det lidt et antiklimaks. Det var SÅ fedt og samtidig var der ikke noget som helst, der var anderledes dagen efter....
Men, da vi nåede nytår 2017, og sad om aftenbordet den sidste hverdag i december, og talte om at jeg både havde fået løn OG Flexjobydelse OG pension - så nu var min indkomst tilbage på normalt niveau, da kneb vi os lidt i armen.
Ungerne blev spurgt: "Hvad vil I gerne i vinterferien?" Og havde de sagt Dubai, havde jeg s'gu nok sagt ok, og bestilt... For selvom vi har forsøgt at spare, hvor det mærkes mindst, har børnene da helt sikkert haft det rigtig tæt på. Og dobbelt effekt har det altså, når Mor er syg og vi samtidig ikke har råd til meget mere end mad og genbrugstøj. Så vi tog på skiferie 5 dage i Sverige, sammen med nogle venner og det var luksus.
2018 bød ikke helt på den forløsning, som jeg drømte om.
Min mor fik en Cancer-diagnose og det gik stærkt. Vi gav hende til opgave at lave en "bucketliste", med ting hun gerne ville opleve sammen med mine søstre og mig. Men fordi hendes Cancer drønede afsted og fuckede op med al kemi i hendes krop, så hun blev mere og mere ustabil. Vi følte os hele tiden på standby, og jeg havde i alt fald hele tiden i baghovedet, at der kunne komme et opkald... Og da det så kom i slutningen af april, skyndte jeg mig. Jeg fik sagt et godt farvel. Mere om det en dag, hvor jeg har lyst til at genopfriske det.
Vi havde en helt fantastisk sommerferie i Grækenland - vi nød det, som nogle der ikke havde været på ferie i 7 år, nu kan!
Vores ældste rejste til USA i august for at gå på High School i et år. Det har jeg altid ønsket at kunne give mine børn - og sikken en glæde, at det lykkedes for os.
Men mest af alt, har vi skullet finde ud af vores nye liv alle sammen, og jeg skal lære at finde balancen selv.
Jeg skal finde min nye "normal".
Og det arbejder jeg så på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar