Efter mange, mange tanker og overvejelser, bliver det nemmere at sætte ord på tingene.
Jeg er syg, og det arbejder jeg med at acceptere. Det er en balance, for i virkeligheden har jeg absolut ikke lyst til at være her hvor jeg er nu. Jeg har lyst til at komme tilbage på arbejde og hjælpe alle de vidunderlige mennesker jeg kendte som "mine" kunder, med at få opfyldt deres drømme! Ironisk nok, har jeg fået opfyldt en af mine drømme - nemlig mere tid til at strikke.... det var bare ikke lige sådan her, det skulle være.
Men, det er her jeg er.
Og så siger min indre "overlever", at så må jeg hellere se at få det bedst mulige ud af det. Så jeg strikker, fordi jeg elsker at strikke og det er terapi for mig. Og jeg forsøger at lære at sy. Og jeg drømmer om den dag hvor jeg kan få min egen lille butik med garn og strik og andre lækre ting, mens jeg prøver på at hele.
Tiden går med meget lidt, men jeg heler. Det går fremad. Hjernen arbejder med mig, og jeg gør det rigtige ved at strikke. Jeg passer på mine ressourcer. Jeg hviler meget. Men jeg synes ikke det er sjovt.
Når så jeg møder folk på min vej, tidligere kolleger - forældre til børnenes kammerater - og de mennesker som måske engang var venner, men hvor kontakten er gledet ud, og de spørger mig om jeg dog ikke snart skal igang igen. "Du kan da ikke blive ved med at have stress" spørger de. Nej, jeg har ikke stress og jeg har ikke en depression. Men jeg har noget andet, som på mange måder er meget værre. Jeg har diagnosen udbrændthed, og den er der ikke andet at gøre ved, end at vente på bliver bedre. Imens man hviler sig, undgår pressede situationer og passer på sig selv i det hele taget.
Nogle gange har jeg lyst til at svare tilbage, at det da for fanden ikke er fordi jeg synes det er sjovt, det her, jeg går hjemme!!!
Det er da træls, altid at blive træt af ingenting. Det dér svingende energiniveau, er da en pain in the arse. Den dér følelse af at hjernen bare "slår fra" og jeg slet ikke kan følge med i en samtale, eller en film eller bare det selskab jeg nu er i, den er meget ubehagelig. Især når jeg nu plejer at være ret skarp, sådan i hovedet altså.
Men det er sådan, det er.
Så det er ikke fordi jeg har givet op, jeg ikke forsøger at blive visiteret til et fleksjob, eller søger om at komme på kursus, eller render kommunen på dørene for at få hjælp. Det er simpelthen fordi, det ville være det dummeste jeg kan gøre. Jeg skal hvile, leve en dag af gangen, og jeg skal strikke.
Og så håber jeg, at Udbrændtheden forsvinder, og jeg får "mig selv" tilbage.
Men hvem har lyst til at skrive på LinkedIn: "Jeg er udbrændt"? Ikke mig.
Så indtil nu, har jeg holdt lav profil. Det er imod min natur, at undgå sjove ting og forsamlinger. Det er imod min natur, ikke at forlade matriklen i flere dage i træk. Det er imod min natur, ikke at følge med i hvad der sker ude i verden.
Men jeg har nok at gøre, med at følge med i mine børns verden og færden, og passe vasketøjet.
Mens jeg heler.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
29. marts 2015: Pengene og Udbrændtheden
Mere om udbrændtheden.
Nogle har læst mit tidligere indlæg, hvor jeg skriver om at være her hvor jeg er. Tak for jeres søde ord og kommentarer.
Der ER en langvarig process.
Jeg ser det, som jeg er heldig, ikke at være afhængig af det offentlige system. Havde jeg været det, havde vi som familie, haft mange flere udfordringer! Jeg har selvfølgelig været tilbudt og modtaget hjælp fra Jobcenteret, har modtaget Sygedagpenge, og har været i arbejdsprøvning af to omgange. Sidste forløb startede i november 2013, og skulle være fortsat indtil juli 2014 - men blev afbrudt da jeg ikke kunne imødekomme kommunens krav om at øge mit timetal med 30 minutter om ugen. Læge, Psykoterapeuten og Morten gik ind og sagde stop i februar 2014, og så lukkede kommunen kassen. Kontanthjælp kan jeg ikke få, jeg er jo godt gift og vi har hus og et halvt sommerhus.
Men jeg får hjælp!
Jeg er også heldig med, at jeg i sin tid tegnede en forsikring mod tab af erhvervsevne via min pensionsordning i Bankpension. Det er den der holder os ovenvande økonomisk, med hvad der nogenlunde svarer til dagpengesatsen - knapt nok. Cirka en gang om året, er jeg indkaldt til en samtale hos en uvildig psykiater, som tester mig og taler med mig, og laver en vurdering til Bankpension, som så er der deres grundlag for fortsættelse af udbetalingerne. Indtil videre har jeg været hos psykiateren to gange, den første gang fik jeg selv udleveret hans skriftlige vurdering, hele 12 sider! Jeg kunne kende det meste, og blev også lidt forskrækket, for det er både godt og ikke særlig rart, at få ridset op hvor den er gal, med så klare ord.
Det er også hos psykiateren jeg har fået diagnosen Udbrændt. Det er ikke en officiel diagnose i Danmark, hvilket gjorde den svær at håndtere for min sagsbehandler, men i Sverige er den fuldt anerkendt.
Sidste gang jeg var hos psykiateren, kunne vi heldigvis se fremgang. En lille bitte smule. Jeg vil SÅ gerne, at det går fremad. Jeg forsøger at huske mig selv på, at det tager lang tid, og alt foregår med små små skridt. Og jeg forsøger at acceptere, at stort set alt aktivitet, giver en "regning". Også det sjove. Så jeg forsøger at holde mig til det sjove, så er det nemmere at tage nogle dage i sengen bagefter.
31/1 2016 har jeg modtaget udbetalinger fra Bankpension i 3 år, og så skal min generelle arbejdsevne testes. Så må vi se. Hvis jeg bare er 51% arbejdsdygtig, mister jeg udbetalingerne, og så skal vi sørme igang med at gen-tænke vores tilværelse.
Så jeg forsøger at arbejde lidt ind imellem, men mere om det en anden dag.
Nu er jeg nemlig klar til en lille lur, før Morten kommer hjem og vi skal fredags-hygge.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
29. april 2015: Ingen Ynk, tak!
For et par uger siden fik jeg et opkald fra min fagforening Finans Forbundet. Faktisk fra en journalist, som skulle lave en artikel om de tidligere ansatte i Roskilde Bank til vores fagblad Finans Magasinet. Jeg var lidt tilbageholdende, og startede egentlig med at sige, at jeg nok ikke lige er det bedste eksempel - jeg gik jo ud fra, hun var på jagt efter en succeshistorie.
Det svar vippede hende ikke ud af røret, så hun fik hele "historien", om min færden efter Roskilde Bank 2008, sådan kort fortalt.
Journalisten endte med at spørge mig, om jeg havde lyst til at give et interview om et helt andet emne, nemlig trivsel på arbejdspladsen. Jeg er jo nok et lysende eksempel på hvor galt det kan gå. Det har jeg tænkt meget over....
Undervejs har jeg været igennem flere emner:
Kan jeg håndtere at høre, at der måske er nogle som synes, det er min egen skyld?
Kan sådan en artikel skrives, så jeg ikke synes at jeg kaster mudder efter nogen - altså mine ledere på min sidste arbejdsplads?
Kan det skrives, så den ikke bliver piv-piv-ynkelig?
Skyder jeg mig selv i foden, så jeg er helt sikker på aldrig at få arbejde i sektoren igen?
Kan det hjælpe mig, at få det ned på papir og sådan ud i verden, og ikke bare via mine bloggerier?
Og har jeg i virkeligheden lyst til det?
Kan det hjælpe til større forståelse, for mig og alle de andre i min situation?
Er det på nogen måde muligt, at beskrive hvordan det egentlig er at være, her hvor jeg er?
På den ene side, synes jeg det er vildt spændende, og er også lidt beæret over, at nogen har lyst til at skrive en historie om lille mig. På den anden side, har jeg alle betænkningerne, som er listet op ovenover, og nok i virkeligheden også flere..... Det værste er næsten, at de også vil have et billede af mig. For hvor har det dog været nogle hårde år, de sidste 4, og det ses i mit ansigt.
Men, jeg har kun et liv. Og der er s'gu næsten ikke mere at slå i hjel, så hvis artiklen bliver et jobmæssigt selvmord, so be it -
Lige pludselig, er det rigtige her.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
5. maj, 2015: Vesterhavets vidunderlighed
Vi startede maj med en tur i sommerhus. Det er balsam for sjælen, for os alle. Søvnen kommer nemmere til lyden af bølgerne, varer længere i den friske luft og gør os alle godt.
Vi gik ture, både os voksne alene, og jeg fik en dejlig lang tur med den store, for mig selv.
Når jeg er der, bundfælder tingene sig ligesom. Jeg kan slappe af. Vi skal ikke noget, og vejret bestemmer, hvad vi gør. Duften af hav, lyden af bølgerne og lyset er helt specielt. Her kan jeg finde ro indeni og udenpå - gid det kunne fås på recept.
Huset ligger ved Jammerbugten, jeg er bogstavlig talt vokset op der. Somrene i min barndom foregik ved havet, min mor var folkeskolelærer, og dengang havde de faktisk næsten 7 ugers ferie, sammen med os børn. Det var ind i mellem lidt ensomt, men ofte var der børn i husene omkring os, og vi havde en fest i børneflokken.
Idag er vi en 3-4 familier, der kommer i husene som næste generation. Vi kommer med vores børn, de hygger og leger, og vi voksne nyder, at der er selskab både på stranden, i vandet og om aftenen omkring spille-brættet.
Endnu en "hul-ko" kom på snoren.
Strandviolerne blomstrer lige ved stien, på vej ned ad klitten mod havet
Familiens badenymfe og havmand, tog årets første tur i bølgerne. Jeg nød at se på, være fotograf og holde håndklæder.
Man skal jo gøre det, man er bedst til.
Netop hjemvendt, er jeg mere klar til maj - til foråret, festerne og fornøjelighederne!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
7. maj 2015: Når foråret blænder.
I sidste uge sagde vi farvel til april, og velkommen til maj. Jeg ser frem til, at maj bliver mindre kompliceret og mere præget af de gode dage, end april har været.
Foråret er den sværeste årstid for mig. Samtidig med jeg nyder lysets komme, og havens frodighed, bliver jeg også ramt af sådan en "kan jeg nu nå det hele"-følelse. Uha, ukrudtet vokser hurtigt, og jeg skal have ordnet (alt muligt), og jeg kan da ikke ligge dér under dynen, når der er godt vejr, og haven venter!! Jeg bliver helt træt ved tanken, og det bliver bare sværere at komme ud af sengen. Og så bliver ukrudtet højere.... Og ja, sådan kører det lidt i ring. Samtidig er pollenallergien led i april.
Alt i alt, er en regnvejrsdag ofte en af de bedre - her hvor jeg er.
Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg bare er helt i sort i foråret :-)
Som alle andre. ser jeg også glæden i de gode ting de sidste uger har bragt: Vi har siddet på vores overdækkede terrasse og spist, frisk fra grillen. Fuglene vækker mig om morgenen og jeg har plantet en masse stedmoderplanter i krukker. Alle frugttræer og -buske skyder og haven lover sommer og solskin. Nogen dage blænder det grønne bare lidt.....
Når jeg kigger på april i billeder, er der sådan lidt April Blues over det:
Her er et sammentræk af nogle af billederne, jeg har lagt på Instagram. Øverst til venstre, er det ganske tydeligt at foråret, trods min tvivl, sniger sig ind i mit klædeskab.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
27. maj 2015: Heldig, eller mindre heldig?
Et tilfældigt møde en fredag, satte nogle tanker igang hos mig. Jeg mødte nemlig en "fælle", dvs. en tidligere bankansat, som også var røget ned med stress.
Mødet med "fællen" skete i sauna'en, af alle steder. Vi falder tilfældigt i snak, efter for mit vedkommende 1500m i vandet, og det viser sig vores historier er meget ens.
Kvinden, jeg nu sidder og sveder sammen med, har været væk fra arbejdsmarkedet i 1½ år - stressramt efter at have været vidne til tre bankrøverier. Er blevet diagnosticeret med Post Traumatisk Stress, og venter nu på at få vurderet sin arbejdsevne. Og sin erstatningssum fra arbejdsskaden.
Hun har det efterhånden ok - vores symptomer ligner meget hinanden:
Hun bliver nemt overvældet i større selskaber, bliver hurtigt træt, har stort søvnbehov og skal have ro det meste af tiden. Hun er også så småt kommet igang med lidt svømning og gå-ture.
Det går fremad.
Her stopper sammenfaldende så også.
For hun er nemlig single, og har ingen børn.
Hun får 70% af sin tidligere indkomst fra sit pensionsselskab på sin Tab af Erhvervsevne forsikring + sygedagpenge. Dvs. hun har en større indkomst nu, end før hun blev syg. Hun kan styre sin egen økonomi.
Hun bliver ikke smidt ud af sygedagpengesystemet. Hun forventer at få tilkendt fleksjob, selvom hun mere eller mindre er blevet tilbudt førtidspension.
Hun får rent faktisk hjælp.
Men hun er også alene i hverdagen.
Min diagnose er ikke anerkendt i Danmark, så jeg er ikke syg.
Hvad er jeg så?
På den ene side set, er det rart en gang imellem at møde en "fælle", som ved nøjagtig hvordan det er, det der med at have nogle meget følsomme dage.
På den anden side set, er det også som at få smidt en spand koldt vand i ansigtet. Selvfølgelig tænker jeg på hvad der skal ske med min fremtid. Selvfølgelig er det svært at lade være med at se alle de ting vi ikke kan, fordi jeg ikke bidrager med min løn til husholdningen. Ind imellem er der også en bekymring for, om vores økonomi er som den skal være, for jeg har svært ved at gennemskue det, selvom jeg har arbejdet med det i 13 år. Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne føle mig sikker på, at jeg får den hjælp jeg har behov for. For det ved jeg s'gu ikke, om jeg gør. Jeg går og passer på ikke at få for travlt, for det er jeg blevet advaret mod.
Ordene var klare: Hvis du behandler dig selv sådan en gang til, så er skaderne på din hjerne permanente. Det er de måske ikke nu.
Jeg er i alt fald røget mellem to stole.
Mine sygedagpenge ophørte 28/2 2014, uden skelen til udtalelser fra læge og psykiater.
Min diagnose kan ikke anerkendes.
Min stress kan ikke anerkendes som en arbejdsskade, selvom det var min arbejde der udløste det.
Til gengæld er jeg ikke alene - og havde jeg ikke haft min mand og vores børn, så tror jeg ikke jeg havde været nu.
Men nogle dage kan jeg godt blive lidt en bitterfisse.....
_________________________________________________________________________________
31. maj 2015: Nogle venskaber klarer alt....
...sådan nogle er jeg heldigvis beriget med.
Jeg har de sidste måneder, ja måske år, følt venskaber glide ud. Venskaber der har bestået i 25 år eller mere. Venskaber, som jeg troede var for livet. Venner og veninder, som har mødt vores svære år, med tavshed. Dem, hvor jeg har rakt ud og tilbudt støtte, ved skilsmisser, fødselsdepressioner og livskriser. Og dem, hvor jeg i bakspejlet kan se, jeg har lagt øre til rigtig meget - punktum.
Den tryghed der er i at have kendt hinanden i "100 år", og som nok var det fundament i venskabet, som jeg forventede netop kunne holde til alt. Pludselig, er det ligesom bare gledet væk.
Skal de så samles op igen? Kan de samles op?
Har jeg lyst? Er jeg for skuffet? Vil jeg bruge min sparsomme energi på en sag, som måske ender i en skuffelse?
Næ.
Jeg vil påskønne de venner og veninder, der har stået ved. De dejlige mennesker, som ikke har dårlig samvittighed over at kontakte mig, og sige: "Længe siden sidst, men......"
De, der synes jeg stadig bidrager i deres liv, selvom jeg ikke altid har lige meget at give af.
Og jeg vil nyde de nye venner der er kommet til. Jeg vil nyde at accepten er ubetinget i mit pigenetværk, at de ting jeg bidrager med dér, bliver påskønnet.
Der er immervæk stadig fantastisk at føle sig noget værd i deres øjne, og have en plads i deres liv
Og det gælder både gamle, som nye venskaber!
Sådan nogle har jeg været sammen med i weekenden. "Gamle" og nye venner.
Det var godt! Og jeg glædes over, at kunne være en god veninde for dem.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den 2. juli 2015:
Vi var til fest i for et par uger siden. Fed fest! Med masser af mennesker, og flere af vores gode venner. Og selvom det ikke altid er nemt med mange mennesker, og meget larm, gik det rigtig godt.
Morten og jeg sidder ved et 9-mands bord, hvoraf vi ikke kender 5 af de andre gæster på forhånd. Og så skal vi lige have præsentationsrunden - hvad siger man så? Altså når man er MOR og KONE og ikke så meget andet til daglig? Jeg sagde, for første gang; "Jeg er hjemmegående", og det føltes ikke engang forkert. Og der var heller ikke nogen der kiggede underligt på mig.
Så måske har jeg bare bygget nogle luftkasteller i mit eget hoved, om jeg er sådan en subsistensløs én, uden noget tilhørsforhold eller anden identitet, end at være ubrugelig.
Måske.
To dage senere havde jeg besøg af en journalist fra mit fagblad. Hun havde fanget mig i forbindelse med en artikel hun skulle skrive om Roskilde Banks tidligere medarbejdere, men da hun ringede faldt snakken ud til en lidt anden side, end hun havde forventet. Senere på året skal de lave et tema-nummer af bladet om trivsel. Og deri kommer et portræt af mig og min historie.
Nu har jeg lige læst genlæst artiklen. Huha, selv jeg synes det er en hård en at læse. Morten sad med våde øjne og vi skulle lige sunde os en dags tid, for jeg kunne starte på korrekturen. Jeg synes den er blevet god. Der er ikke for meget ynk - håber jeg - og heller ingen mudderkast, for det falder ikke i god jord hos mig. Jeg håber så bare min historie kan bruges, om ikke til andet, så til skræk og advarsel...
Heldigvis kommer det hele lidt på afstand i det dejlige vejr. Sol og varme giver overskud til at nyde livet og familien og at glæde mig til en sejltur med gode venner på Skanderborg Sø i aften.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
26. juli 2015: Sundere....
At min mand kan blive ved med at bakke op omkring mig, fylder mig med taknemmelighed og ydmyghed. Han står i skrivende stund i køkkenet, og laver mad, som gerne skulle hjælpe min helbredelse. Han er vild med at lave mad. Det er mit held. Så nu får jeg lækker mad, som ikke kun giver velbehag at spise, men også gerne skulle give indre optimisme.
Efter nogen søgen omkring mad som medicin, er jeg nået frem til de retningslinier, som nu skal prøves.
I 2010 var jeg igang med stenalderkost og candida-bekæmpende homøopatisk medicin, kombineret med akupunktur og zoneterapi. Målet var dengang, at lindre min allergi, som synes at blive værre og værre for hvert år. Det var til dels en succes. Jeg har aldrig lagt medicinen, da den trods alt både er nemmere og billigere - og desværre også absolut er det, der virker bedst.
Men jeg husker nu fint, hvor meget krudt der blev brugt på at spise kedelig mad, og forsage alle raffinerede produkter, mælkeprodukter, mel og svinekød.... Hold nu fast, det var besværligt. Især med to forholdsvis små børn i familien.
Så derfor har det været vigtigt at finde en løsning, som vi alle kan acceptere. Især, da jeg jo desværre ikke altid har de kræfter der skal til, for at stable et lækkert måltid på benene til aften.
Vi prøver derfor nu, at leve med Low Carb High Fat kost. Vi kommer ikke til at gå i ekstremer, og da slet ikke børnene. Og er vi ude, så spiser vi som altid, det der bliver serveret.
Mit håb er, at det giver et boost til mit immunforsvar, og at der så kommer mere ro i kroppen, bedre søvn, mere energi og generelt bare mere overskud. Bonus vil så være, hvis der også kan ryge nogle kilo - det trænger der som bekendt til. Så her er startet en ny æra: Slik, sukker og sodavand er væk fra indkøbslisten, erstattet af smør, fløde og masser af grøntsager. Og det er til stor fornøjelse, for vores madglade familie. Vores søn trænger også til et boost, en omgang penicillin har slået hans system ud, så han er meget mere positiv, end jeg havde regnet med.
Lige om lidt, skal jeg spise ovnbagt laks med blomkålsris (stegt i smør, med hvidløg og chili), broccoli og hjemmelavet bearnaise - uhm, det er lækkert!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
11. august 2015: Back to life, back to reality...
Nogle af os er så gamle, at der automatisk kommer en lille melodi på de ord.
Men de rammer meget godt dagen idag.
De sidste dage har i aller højeste grad været præget af melodier, både de gode gamle, de nye bekendte og så den irriterende, som naboen på teltpladsen startede morgenen med, alt alt for tidligt!
Jeg har været på Smukfest. Og har festet igennem - været ung med de unge og og smuk med alle de andre smukke i skoven. Sikke en fest.
Det er faktisk 7. gang jeg er i skoven den 2. weekend i august. I år, har været den absolut sjoveste. Og den hvor jeg har hørt mest musik. Og den hvor jeg har sovet mindst. Og den som jeg forhåbentlig kommer til at huske længst - det har nemlig også været ren optur, sådan rent udbrændthedsmæssigt.
Kun enkelte små downere, som f.eks. at jeg mister orienteringen, og ikke kan finde ud af skoven, eller hjem - heller ikke i ædru tilstand. Og jeg aldrig finder ud af hvem der hedder hvad omkring mig. Men med øjenkontakt kommer man langt....
Nu, efter 1½ døgns søvn - kun afbrudt af måltider, er jeg ved at være klar til virkeligheden.
På agendaen i dette efterår er primært: Bliv rask!! Eller så rask, som jeg nu kan blive.
Så Back to reality - børnene er startet i skole, køleskabet er fyldt med LCHF-venlig mad, dagen er startet med æg og tomat. De næste to-tre strikkeprojekter er lagt i kø, og vaskemaskinen snurrer lystigt.
Ha' en god dag, nu vil jeg lige nyde solen to minutter.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
17. august 2015: Det går godt :-)
Det gør det!
Og jeg nyder det.
Det er længe siden jeg har haft det så godt, som jeg har lige for tiden. Der sker noget, men ikke for meget - dvs. jeg når at få hvilet ud ind i mellem. Jeg fødes helt klart på oplevelser udenfor hjemmet, og det er dejligt der er ved at være mere overskud til den slags.
Så for nu ikke at komme til at kede mig, hopper jeg lige ud i det med samlede ben; jeg skal til at skrive en jobansøgning. God nok til et vikarjob, som højst sandsynligt ikke bliver ret mange timer, men alligevel! Det kræver mod. Meget mod!
Men, jeg har en deadline den 31/1 2016. Dér stopper udbetalingerne fra min TAE-forsikring, og så falder vores økonomi sammen, hvis jeg ikke bliver godkendt til Invalidepension. Og det har jeg det ret ambivalent med. Altså at skulle være invalidepensionist. Det føles så endeligt. Så er løbet ligesom kørt - ingen udsigt til normalt liv igen.....
På den anden side set, vil det give ro - ro på vores økonomi og på mig. Det vil give mig ro til at hele, og heldigvis må jeg godt arbejde lidt, uden at miste pensionen.
Men, hvem drømmer om at blive pensionist som 42-årig?
Nå, ja, nu er det det dersens ansøgnings-skrivning der skal prøves kræfter med, så sætter vi resten af bekymringerne på hold.... Hvis bare jeg ku'.
God mandag - tak, fordi du kiggede forbi.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
25. august 2015: Er sandheden ilde hørt?
I fredags udkom Magasinet Finans med mig på forsiden. Med temaet trivsel. Hø hø, skal der lige lidt tørt lyde herfra. Jeg er nemlig den eneste, der rent faktisk er stressramt, blandt de interviewede.
Artiklen lyder sådan her:
Superbruger i it på jobbet og superbruger i privaten. Bankrådgiveren Turi Lykke Møller havde styr på tingene i sit liv. Lige indtil en bankfusion rev tæppet væk under hende og efterlod hende med stress, hukommelsestab og koncentrationsbesvær. I dag fortryder hun, at ingen hørte eller så, at det blev for meget.
”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne læse en bog. Ikke føre en længere samtale. Jeg kunne ikke se en film. Jeg kunne ikke handle. Og jeg ville faktisk helst ikke uden for matriklen. Jeg ville allerhelst bare sove. Det var foråret 2012”.
41-årige Turi Lykke Møller, tidligere bankrådgiver i Østjydsk Bank, fortæller om sin oplevelse med at have stress helt inde på livet. En oplevelse, som har vendt hendes liv på hovedet. Før hun gik ned med stress, var hun den store initiativtager. Fuld af energi og gåpåmod. Og så havde hun styr på tingene. Ikke mindst på BEC’s systemer, som hun har arbejdet med i 10 år i først Arbejdernes Landsbank og senere Roskilde Bank. Og det gav hende i 2009 et job i den lille midtjyske Fruering-Vitved Sparekasse med 1.200 kunder og tre nye kolleger inklusiv bankdirektøren. Sparekassen havde BEC som it-platform, og Turi blev hurtigt sparekassens it-superbruger. Hun kunne komme ind i alle systemer og gøre alting selv. Hun havde det som blommen i et æg i en sparekasse med sunde kunder og en god økonomi. Lige indtil regningen kom. Fra BEC. Og fra de første fire krakkede banker, der alle er BEC-kunder. Krakkene efterlader den lille sparekasse med en stigning på it- og driftsudgifterne på 300 procent svarende til en halv million. Det er mange penge for en sparekasse med en egenkapital på 90 millioner kroner, og sparekassen beslutter sig for at rykke ind på fusionsmarkedet, hvor den finder Østjydsk Bank, som har Bankdata som datacentral. Forandringerne står i kø Et nyt system, en ny ansættelse, nye kolleger, en ny ledelsesstil og en ny arbejdskultur. Forandringerne står i kø med fusionen. Som it-superbruger får Turi en central rolle i it-konverteringen, samtidig med at hun sammen med en kollega fortsætter med at være kundernes genkendelige ansigt udadtil i den gamle sparekassefilial.
”Det gik lidt for stærkt. I forhold til en normal arbejdsdag skulle jeg lave 700 ting mere, og jeg var vant til en ledelsesstil, som var meget baseret på tillid og selvledelse. Og sådan var det ikke i Østjysk Bank. Men jeg havde en ide om, at jeg nok skulle finde ud af det. Når tingene faldt på plads, skulle det nok blive fint. Vi skulle bare lige have ro på, så vi kunne koncentrere os om vores arbejde og vores kunder”, siger Turi og fortsætter: ”Desværre gik meget af tiden med at slukke ildebrande. Vi blev ikke lært op i systemerne. Vi var konsekvent bagud. Vi fik aldrig aftalt arbejdsgangene i, hvordan det her skulle fungere, og det var en kæmpe, kæmpe fejl. Min plan var, at jeg skulle sidde i front hos kunderne og sende tingene videre, for sagsbehandlingen tog mig enormt lang tid, fordi jeg skulle sidde og læse forretningsgange. Men det gjorde man ikke. Og som tiden gik, begyndte jeg at kontrollere mig selv og kontrollere mig selv en gang til, og så begyndte jeg at glemme ting og være bange for at glemme ting”.
Vendepunktet: I dag – en sygemelding og tre år senere – ærgrer Turi sig over, at hun ikke i tide valgte at skifte job og tage kunderne med til en anden bank. Men det gjorde hun ikke. Loyaliteten over for den gamle sparekasse, kunderne og den gamle bestyrelse var for stor. Det samme var travlheden og det voksende fravær af overblik og overskud, som kulminerer den 21. december 2011. På vej ind til et møde med ledelsen bliver Turi overmandet af hjertebanken og koncentrationsbesvær, og hun afbryder mødet. En kollega kører med hende ud til filialen for at overdrage hendes opgaver, og derefter kører Turi hjem. Hun husker, hvordan hun tuder hele vejen fra Skanderborg ud til afdelingen og fra afdelingen hjem til matriklen i Skanderborg. Hjemme ringer hun til sin mand og fortæller, at hun ikke kan mere og er på vej i seng. Så kan Turi ikke huske mere. Hukommelsen og koncentrationen kæmper hun stadig med i dag, og hendes søvnbehov er vokset betydeligt. Hun skal gerne have ti timer for at kunne hænge sammen næste dag. Så når hendes to børn skal af sted om morgenen, er det Turis mand, som sørger for at få dem op, smurt madpakker og sendt af sted i skole. Et job, som i årevis har været en fast bestanddel af Turis job, da hendes mand, Morten, har haft mellem 100 og 180 rejsedage om året. Udbrændt: Rejsedagene blev sat på standby, efter at familien fandt ud af, hvor alvorlig Turis situation var. Psykiaterens diagnose var udbrændt, men da det ikke er en godkendt diagnose, blev den officielle diagnose stress. Ifølge hendes psykoterapeut, Leif Norup, havde hun været udsat for en stresspåvirkning, som svarer til fysisk at blive kørt over af et tog og efterfølgende en damptromle. Mentalt set havde hun en krop, hvor samtlige knogler var brækket. Men man kunne ikke se det på hende. Kuren var at lade tiden gå.
”I starten blev jeg beordret så meget i ro, at jeg heller ikke måtte dyrke motion. Jeg skulle simpelthen bare lægge mig ned og kigge op i himmelen eller se græsset gro. Leifs mantra var, at jeg skulle fratages alle beslutninger. De eneste beslutninger, jeg skulle tage i min hverdag, var, om jeg ville have en eller to puder i ryggen. Og om jeg ville have en kop kaffe, eller jeg ikke ville”.
Fra at have haft fingeren på pulsen og styr på børn, hus, familie og arbejde blev Turi frataget alt ansvar. Hendes mand, Morten, fik sin sag for. Alle beslutninger og kontakt med Turi skulle gå igennem ham. Venner, familie, ja selv Turis egen familie refererede udelukkende til Morten. Farvel til vennerne Det manglende overskud betød, at familien skar drastisk ned i antallet af arrangementer, middage og så videre. Og det har resulteret i, at en del venner er røget i svinget. De er forsvundet helt af sig selv. For både blandt familie og venner har Turi typisk været initiativtageren til sociale arrangementer og fester. Tabet af vennerne har Turi skullet arbejde med.
”Vi har virkelig fået ryddet ud i vennekredsen. Jeg har mistet kontakten med mange af de mennesker, som jeg måske tidligere selv ville have taget kontakten til. Og det har været hårdt. Jeg har haft en periode, hvor jeg har sørget lidt over det. Men nu tror jeg, at jeg er ved at komme til en erkendelse af, at det er sådan, det er. Heldigvis har jeg haft stor støtte af pigerne fra Ladies Circle (red. netværk for kvinder)”.
Et af de arrangementer, Turi imidlertid valgte at deltage i, var den gamle sparekassedirektørs afskedsreception i april 2012. Hun havde brug for at sige ordentligt farvel til den tidligere bestyrelse, tidligere kolleger og kunder fra sparekassen. En af dem var Leif, en gammel kunde, hvis børn Turi har hjulpet med huskøb, lån og diverse. Som psykoterapeut kunne han godt se, at den var helt galt med Turi. Han tilbød derfor sin ekspertise, og den har Turi nydt godt af lige siden uden at bruge en krone, hvilket har været væsentligt. For det offentlige systems iver for at få Turi tilbage på arbejdsmarkedet har betydet, at Turi og hendes mand i fællesskab med både psykoterapeut og læge sidste år valgte at trække stikket til det offentlige. Farvel til sygedagpenge, arbejdsprøvninger og pres. Hjemmegående eller konsulent? I dag er Turi officielt hjemmegående. En titel, hun stadig arbejder med at definere og bruge. Ikke mindst fordi den blandt fremmede måske signalerer et bevidst valg om en livsstil og en mand, som tjener kassen. At det nærmere er en beslutning om, at Turis krop er sårbar og ikke kan holde til at blive stresset igen, siger titlen ingenting om. Ej heller at livet i familiens hus afhænger af, om Turi til januar 2016 bliver tilkendt invalidepension fra Bankpension eller ej. Turi vælger derfor nogle gange at være underviser og konsulent i bogføringssystemer frem for at være hjemmegående. Til trods for at hun reelt kun har undervist en gang i år. Sandheden er imidlertid, at hendes primære arbejde er at tage sig af sine børn og sig selv. Og det er en udfordring. Især om foråret, når alting begynder at blomstre og gro. For så bliver Turi mindet om, at haven trænger til en kærlig hånd, og at planen om et nyt badeværelse og bryggers efter syv år i huset stadigvæk ikke er blevet indfriet. For Turi vil stadigvæk gerne det hele, og det arbejder hun til stadighed med. Hun har i perioder bebrejdet både sig selv for ikke at sige stop og ledelsen i banken for at svigte en presset medarbejder. Indtil videre er hendes håb, at hun på sigt kan komme tilbage til arbejdsmarkedet igen. Og meget gerne på en arbejdsplads, hvor stress er noget, man taler om og forsøger at komme i forkø- bet. Til sektoren og ledelsen i særdeleshed har hun et opråb: ”Lederne skal høre, når vi siger fra. Vi har forskellige måder at sige fra på. Det ligger i min natur at sige ja med stor begejstring. At hjælpe til og løbe lidt ekstra. Når jeg så lige så stille siger: ’Nej, jeg kan ikke mere’, så skal de høre efter. Det var ikke de mange timer, der væltede mig. Det var manglende ledelse. Og hvor har jeg fortrudt det i dag. Jeg er 41 år gammel og får aldrig det arbejdsliv tilbage, som jeg elskede. Og det er hele vejen rundt. Det er ikke kun et spørgsmål om, at jeg ikke kan passe mit arbejde”.
Jeg har læst det nogle gange nu. Det er godt beskrevet, og så alligevel får det jo slet ikke det hele med.
Uanset, så er det "ude" nu.
Jeg har fået tre (hele tre) reaktioner på artiklen. Og det ved jeg ikke helt hvad jeg skal tænke om, selvom min lille parentes, nok vidner om en lille skuffelse.
På den anden side set, ved jeg jo godt, at hvad skriver man? Efter den svada om vennerne der forsvandt? Hvem fanden gider melde sig under den fane?
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
1. september 2015: Undskyld, må jeg godt få det bedre?
Jeg kom hjem efter 6 dage i Island igår. En rejse, som har været planlagt og jeg har glædet mig til meget længe.
Der var generalforsamling i Ladies Circle International, og som medlem i Ladies Circle her i Danmark, var jeg også inviteret. Jeg har aldrig deltaget i andet end vores egne generalforsamlinger i Ladies Circle Danmark, men fik her muligheden for at opleve både mødet, festerne omkring mødet og Akureyri i nord, da jeg har en veninde som bor i byen. Hafdis, som ligenu er præsident for Ladies Circle Island, var medlem i vores klub i Århus i 2011-2012, da hun var på efteruddannelse på Århus Universitet, og havde hele familien med til Århus.
Hafdis, hendes mand Jon og deres døtre Soley og Sunna åbnede deres hjem for Malene (min rejsebuddy) og mig, og gjorde det derved muligt for mig at deltage, selvom midlerne er begrænsede i vores hjem. Vi blev installeret i hvert sit værelse - luksus, luksus - og har set så meget af omegnen, at vi er totalt forelskede i landet nu.
Jeg havde en fantastisk tur!
Men, så kommer det underlige....
Det kan være helt svært at fortælle om, fordi jeg ved at mange tænker: "Hvordan kan du tage på sådan en rejse, men ikke passe et arbejde?" Og jeg kan sagtens se berettigelsen i spørgsmålet.
Det er bare sådan, at jeg ikke rejser mig en dag, lige som man gør efter et brækket ben, og siger: "Sådan - så er det ovre! Nu er jeg klar igen".
Det tager tid at få det bedre. Det tager tid at finde de nye grænser, for min formåen. Og så kan man jo heller ikke se hverken på billederne eller mine opdateringer på facebook og instagram, at jeg har sovet 10 timer næsten hver nat og som Malene sagde: "Hvis vi sætter tempoet ned, så går vi baglæns" - Vi har VIRKELIG taget det stille og roligt og nydt det. Og min rejsemakker var da bestemt også det bedste valg, fordi hun selv har været gennem stress-møllen, og nu er flexjobber. Så der blev kun mødt forståelse, når jeg blev lidt blank i udtrykket.
Jeg føler næsten, at jeg skal undskylde, når jeg laver noget der er sjovt for mig. Og det er ikke fair! At være med i Ladies Circle, giver mig mindst lige så meget god energi tilbage, som jeg bruger på det. De piger jeg har der, har stået ved min side, hele vejen gennem det her forløb.
At rejse ud i verden og opleve noget nyt (i stille og roligt tempo), giver mig så meget med hjem, på alle konti, at det er en kæmpe "straf" ikke at kunne det.
Derfor holder jeg fast, og tager afsted, på trods af at det selvfølgelig går ud over min familie - jeg er jo ikke hjemme, når jeg ikke er hjemme. Derud over klarer de sig nu absolut udemærket uden mig i huset. Måske får de også en pause fra mors sygdom? Det er da i alt fald sundt nok for dem, at savne mig lidt :-)
Hvorom alting er, så er jeg tanket op til et stykke tid nu. Jeg glædes ved at føle, at det går fremad. Næste skridt er at finde et job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer, uden at overbruge mig selv.
Så, nu igang med resten af dagen - tak fordi du læste med.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
16. september 2015: Hvad f..... skal jeg gøre ved mig selv?
I forrige uge, skrev jeg frisk og frejdigt herinde, at nu skulle jeg ud at finde job! Det er jeg nu igang med, men hold da op hvor er det svært at sælge mig selv. Især når jeg nu ikke helt ved hvor mine grænser er. Så bliver det nemt ukonkret. Og jeg er lidt bange for situationen. Pis.
Men, faktum er:
Mine udbetalinger fra Tab Af Erhvervsevne-forsikringen slutter pr. 31/1 2016. Hvis ikke der kommer en anden indtægt til den tid, er vi alvorligt på den.
Hvis jeg nu får et job, og kører ned på det, fordi jeg reelt ikke ved, hvordan jeg står, så er vi også på den. Jeg har både læge, psykiater og terapeutens ord på, at jeg ikke skal gå ned med stress igen. Hvis jeg gør det, kommer jeg helt sikkert ikke tilbage. Det gør jeg måske nu.
Så jeg føler mig magtesløs og klemt. Og mangler i den grad en, der kan hjælpe mig med at finde ud af mine rettigheder.
Det værste ved det hele er, at jeg bliver træt bare ved tanken om det. For jeg er bange for, at jeg nu skal ud i endnu en kamp - denne gang er modstanderen igen min sygdom, men også igen systemet - en kamp, som jeg er usikker på om jeg overhovedet kan "overleve".
Så jeg er bekymret. Mavepine-bekymret. Tør-slet-ikke-tænke-på-det-bekymret.
Hvad fanden skal jeg gøre ved mig selv?
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
1. oktober 2015:
Sikke en måned. Den sidste 1½ uge, har jeg været alene med børnene - første gang siden 2012, Morten er væk så mange dage i træk. Det går fint. Jeg erkender blankt, at jeg er træt, og så svigter hukommelsen, men det går ok. Der har været mange aften-aktiviteter, så som forældremøde, konfirmationsmøde, skolefest, og 2 LC-møder, det har trukket mange ressourcer. Og så var vi en tur på Sjælland i weekenden, som var en dejlig tur, selvom de tiltrængte dovne morgener med snuen til kl. 11, ikke var muligt.
Men ift. børnene, er alt vel, og de har kun fået McD en gang (indtil videre).
Morten kommer formodentlig hjem på mandag aften sent, så har kan været væk i 15 dage.
Selvom jeg var forberedt, har januar været så rædselsfuld. Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg skal starte. Nok allerede i december.
Jul er ikke for sarte hjerner. Det er stressende. Forventninger der skal indfries, egne forventninger der skal holdes i skak. Ønsker der er nærmest umulige at indfri (i alt fald de ikke-materielle) og håb om at komme bare nogenlunde hel ud på den anden side.
You name it, jul har bare det hele.
Jeg kom ud på den anden side, sådan ok-agtigt. Træt, men ok. Vi havde heller INGEN aftaler i juledagene, og foretog os stort set ingenting. Faktisk lavede jeg så lidt, at det lykkedes mig at glemme at ringe til mig far, på hans fødselsdag 2. juledag. Øv, altså.
Nå men, så var det at jeg i efteråret ikke havde fået kigget på min forskudsopgørelse. Og SKAT havde opdaget, at jeg havde et cvr.nr.. Og det var dumt. Det kostede fuld knald på skat og intet personfradrag på årets første udbetaling fra min TAE. Øv da også. Og skidt tidspunkt.
Og så startede januar ellers med en følelse af at være lettere bagud og flad.
Bankpension havde varslet, at mine udbetalinger på TAE stoppede pr. 31/1, dvs, ny vurdering hos Psykiater og ny venten på en afgørelse. Denne gang en afgørelse om, hvorvidt jeg skal have en livsvarig invalidepension.
Vi forsøgte at forberede os, på det besøg hos psykiateren. Og jeg forsøgte at forberede mig på, hvad "dommen" ville være. Selvom det er svært for mig at acceptere, viste jeg godt at jeg ikke ville gå derfra med besked om at være klar til det virkelige liv igen. Men altså, kan man overhovedet forberede sig?
2 timer hos Psykiater, og jeg er balret. Helt og aldeles. Beskeden var klar: Stort set ingen bedring i hovedet på de sidste 13 måneder. Det vidste jeg nok lidt godt, ikke? Men, jeg nåede ikke at behandle det, før jeg fik et opkald fra en veninde - jobbet jeg kun kunne drømme om, var ledigt nu! Og skulle søges nu. Så jeg måtte i tænkeboks. Kan jeg klare 12-15 timer? I så fald, på hvilke vilkår?
Jeg fik søgt job. Jeg var til samtale, og var totalt slået ud bagefter. Der sad en mand til samtalen, og fortalte mig, at hvis jeg blev ansat, var hans fornemste opgave, at kigge mig over skulderen..... Nå....
Jeg vidste straks, at det ville give mavepine og åndenød hver eneste gang, jeg skulle se ham. Ej, ikke smart vel? Så selvom jeg inderst inde, bare slet ikke ønskede det job, var jeg alligevel i syv sind. Familien var begyndt at glæde sig til, at der så kunne blive råd til at komme ud at rejse. Og det var jeg nok også lidt. Og det var svært igen at sætte mine egne behov over deres. For det synes jeg, jeg gør.
Jeg fik afslag på jobbet. Mine krav til arbejdstid matchede ikke deres ønsker. Heldigvis. Puha, sikke en lettelse. Jeg kunne slet ikke skjule min glæde, da jeg fik opkaldet - de har troet jeg er tosset.
Og så måtte Morten lige afsted til Tyskland til en kunde, med to timers varsel. Afsted tirsdag aften, hjem igen senest fredag, var planen. Onsdag ringede han, om vi kunne klare os til næste onsdag? Øh, ja. Og så blev vejret skidt, og det gik ikke efter planen, og så blev onsdag til lørdag - og så væltede jeg. Igen. 10 dage, alene med børnene, med dårlig søvn, ansvar og aftenaftaler 4 af hverdagene. Not cool.
Det tog mig over en uge, at blive bare sådan nogenlunde normal igen, og få smidt de depressive tanker. Så januar har været en lortemåned, hvor jeg har været gennem hele registeret. Lige fra at min livsforsikring ville gøre familien mere godt, end mit manglende bidrag til stort set alt i hjemmet - til at tude af taknemlighed, over de søde mennesker der hjalp mig.
Heldigvis har vi nogle omkring os, som denne gang fornemmede, at den var gal, og kiggede forbi. Vi blev de sidste dage, vi var alene (børnene og jeg), forkælet med aftensmad leveret til døren, og var hos venner til aftensmad. Sikken forskel det gør!
Nu er vi godt inde i februar. Jeg har stadig ikke hørt et ord fra forsikringsselskabet. Vi har så vi kan klare os, men de næste måneder bliver ikke sjove. Det bekymrer mig, at vore økonomi er så usikker. Og sådan en bekymring gør kun ondt værre ift. den udbrændte hjerne.
Så de fleste dage er jeg træt og sover meget. Jeg er slidt og glemmer at have det sjovt med børnene. Jeg glemmer lidt af hvert, faktisk, så Morten er igen livsnerven i vores hjem.
Jeg prøver på at huske, at de bedste ting i livet heldigvis er gratis - jeg har et godt liv, efter omstændighederne.
At strik er min meditation, er slået helt fast i januar. #Nytårsforsætstrik10, er overstået for længst, jeg er igang med nr. 11 og 12......
Men nej, det stopper nok aldrig.
26, februar 2016: Op på hesten igen.
Forsikringsselskabet sagde nej, til at give mig en invalidepension. Og igen sidder jeg med blandende følelser. Det var svært at se Morten blive ked af det, da han læste brevet. Jeg ved måske selv mere forberedt - nok fordi jeg i lang tid synes, jeg har skullet forberede mig på det værste. Og så er jeg også bare meget bedre til at håndtere et svar, for så kan jeg komme videre, end jeg er til at håndtere ventetid.
Nu er der igen kun én vej, og det er fremad. En fod foran den anden.
Forsikringsselskabet bad om en arbejdsprøvning, og det skal de få. Den nyeste, fra før jeg mistede mine sygedagpenge er 2 år gammel, så det er vel egentlig fair nok.
Så jeg var på kommunen i mandags. Der skal man nemlig møde op personligt, så det gjorde jeg. Der blev jeg efter 3 minutters samtale, sendt hjem igen, med besked om at de vender tilbage til mig.
Og så er endnu en ventetid startet. Gad vide hvor alvorligt de gider tage sagen, når jeg nu ikke skal have noget fra kassen?
Føljetonen starter her :-)
Vi har samtidig fået omarrangeret vores økonomi så meget, at vi kan blive boende her foreløbig. Det giver ro - men ikke råd til udsving.
Det gode (for der skal fandme være noget godt i det her) er, at jeg er kommet op af det dybe dybe hul, jeg havde gravet mig ned i, i sidste uge. Jeg ser lidt lysere på tingene, vi har fået talt om tingene igen her hjemme, jeg har været hos terapeuten og jeg øver mig på at samle op efter mig.... Der var én (ham jeg deler hovedpude med), der sagde til mig, at den mest synlige forandring herhjemme, det er manglen på oprydning. Du godeste hvor er jeg glad for, at det er det han synes fylder!
Nu skinner solen, og jeg har tænkt mig at prøve, at nyde det!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
11. august 2015: Back to life, back to reality...
Nogle af os er så gamle, at der automatisk kommer en lille melodi på de ord.
Men de rammer meget godt dagen idag.
De sidste dage har i aller højeste grad været præget af melodier, både de gode gamle, de nye bekendte og så den irriterende, som naboen på teltpladsen startede morgenen med, alt alt for tidligt!
Jeg har været på Smukfest. Og har festet igennem - været ung med de unge og og smuk med alle de andre smukke i skoven. Sikke en fest.
Det er faktisk 7. gang jeg er i skoven den 2. weekend i august. I år, har været den absolut sjoveste. Og den hvor jeg har hørt mest musik. Og den hvor jeg har sovet mindst. Og den som jeg forhåbentlig kommer til at huske længst - det har nemlig også været ren optur, sådan rent udbrændthedsmæssigt.
Kun enkelte små downere, som f.eks. at jeg mister orienteringen, og ikke kan finde ud af skoven, eller hjem - heller ikke i ædru tilstand. Og jeg aldrig finder ud af hvem der hedder hvad omkring mig. Men med øjenkontakt kommer man langt....
Nu, efter 1½ døgns søvn - kun afbrudt af måltider, er jeg ved at være klar til virkeligheden.
På agendaen i dette efterår er primært: Bliv rask!! Eller så rask, som jeg nu kan blive.
Så Back to reality - børnene er startet i skole, køleskabet er fyldt med LCHF-venlig mad, dagen er startet med æg og tomat. De næste to-tre strikkeprojekter er lagt i kø, og vaskemaskinen snurrer lystigt.
Ha' en god dag, nu vil jeg lige nyde solen to minutter.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
17. august 2015: Det går godt :-)
Det gør det!
Og jeg nyder det.
Det er længe siden jeg har haft det så godt, som jeg har lige for tiden. Der sker noget, men ikke for meget - dvs. jeg når at få hvilet ud ind i mellem. Jeg fødes helt klart på oplevelser udenfor hjemmet, og det er dejligt der er ved at være mere overskud til den slags.
Så for nu ikke at komme til at kede mig, hopper jeg lige ud i det med samlede ben; jeg skal til at skrive en jobansøgning. God nok til et vikarjob, som højst sandsynligt ikke bliver ret mange timer, men alligevel! Det kræver mod. Meget mod!
Men, jeg har en deadline den 31/1 2016. Dér stopper udbetalingerne fra min TAE-forsikring, og så falder vores økonomi sammen, hvis jeg ikke bliver godkendt til Invalidepension. Og det har jeg det ret ambivalent med. Altså at skulle være invalidepensionist. Det føles så endeligt. Så er løbet ligesom kørt - ingen udsigt til normalt liv igen.....
På den anden side set, vil det give ro - ro på vores økonomi og på mig. Det vil give mig ro til at hele, og heldigvis må jeg godt arbejde lidt, uden at miste pensionen.
Men, hvem drømmer om at blive pensionist som 42-årig?
Nå, ja, nu er det det dersens ansøgnings-skrivning der skal prøves kræfter med, så sætter vi resten af bekymringerne på hold.... Hvis bare jeg ku'.
God mandag - tak, fordi du kiggede forbi.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
25. august 2015: Er sandheden ilde hørt?
I fredags udkom Magasinet Finans med mig på forsiden. Med temaet trivsel. Hø hø, skal der lige lidt tørt lyde herfra. Jeg er nemlig den eneste, der rent faktisk er stressramt, blandt de interviewede.
Artiklen lyder sådan her:
Du kan ikke se på mig, at jeg er syg
Superbruger i it på jobbet og superbruger i privaten. Bankrådgiveren Turi Lykke Møller havde styr på tingene i sit liv. Lige indtil en bankfusion rev tæppet væk under hende og efterlod hende med stress, hukommelsestab og koncentrationsbesvær. I dag fortryder hun, at ingen hørte eller så, at det blev for meget.
”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne læse en bog. Ikke føre en længere samtale. Jeg kunne ikke se en film. Jeg kunne ikke handle. Og jeg ville faktisk helst ikke uden for matriklen. Jeg ville allerhelst bare sove. Det var foråret 2012”.
41-årige Turi Lykke Møller, tidligere bankrådgiver i Østjydsk Bank, fortæller om sin oplevelse med at have stress helt inde på livet. En oplevelse, som har vendt hendes liv på hovedet. Før hun gik ned med stress, var hun den store initiativtager. Fuld af energi og gåpåmod. Og så havde hun styr på tingene. Ikke mindst på BEC’s systemer, som hun har arbejdet med i 10 år i først Arbejdernes Landsbank og senere Roskilde Bank. Og det gav hende i 2009 et job i den lille midtjyske Fruering-Vitved Sparekasse med 1.200 kunder og tre nye kolleger inklusiv bankdirektøren. Sparekassen havde BEC som it-platform, og Turi blev hurtigt sparekassens it-superbruger. Hun kunne komme ind i alle systemer og gøre alting selv. Hun havde det som blommen i et æg i en sparekasse med sunde kunder og en god økonomi. Lige indtil regningen kom. Fra BEC. Og fra de første fire krakkede banker, der alle er BEC-kunder. Krakkene efterlader den lille sparekasse med en stigning på it- og driftsudgifterne på 300 procent svarende til en halv million. Det er mange penge for en sparekasse med en egenkapital på 90 millioner kroner, og sparekassen beslutter sig for at rykke ind på fusionsmarkedet, hvor den finder Østjydsk Bank, som har Bankdata som datacentral. Forandringerne står i kø Et nyt system, en ny ansættelse, nye kolleger, en ny ledelsesstil og en ny arbejdskultur. Forandringerne står i kø med fusionen. Som it-superbruger får Turi en central rolle i it-konverteringen, samtidig med at hun sammen med en kollega fortsætter med at være kundernes genkendelige ansigt udadtil i den gamle sparekassefilial.
”Det gik lidt for stærkt. I forhold til en normal arbejdsdag skulle jeg lave 700 ting mere, og jeg var vant til en ledelsesstil, som var meget baseret på tillid og selvledelse. Og sådan var det ikke i Østjysk Bank. Men jeg havde en ide om, at jeg nok skulle finde ud af det. Når tingene faldt på plads, skulle det nok blive fint. Vi skulle bare lige have ro på, så vi kunne koncentrere os om vores arbejde og vores kunder”, siger Turi og fortsætter: ”Desværre gik meget af tiden med at slukke ildebrande. Vi blev ikke lært op i systemerne. Vi var konsekvent bagud. Vi fik aldrig aftalt arbejdsgangene i, hvordan det her skulle fungere, og det var en kæmpe, kæmpe fejl. Min plan var, at jeg skulle sidde i front hos kunderne og sende tingene videre, for sagsbehandlingen tog mig enormt lang tid, fordi jeg skulle sidde og læse forretningsgange. Men det gjorde man ikke. Og som tiden gik, begyndte jeg at kontrollere mig selv og kontrollere mig selv en gang til, og så begyndte jeg at glemme ting og være bange for at glemme ting”.
Vendepunktet: I dag – en sygemelding og tre år senere – ærgrer Turi sig over, at hun ikke i tide valgte at skifte job og tage kunderne med til en anden bank. Men det gjorde hun ikke. Loyaliteten over for den gamle sparekasse, kunderne og den gamle bestyrelse var for stor. Det samme var travlheden og det voksende fravær af overblik og overskud, som kulminerer den 21. december 2011. På vej ind til et møde med ledelsen bliver Turi overmandet af hjertebanken og koncentrationsbesvær, og hun afbryder mødet. En kollega kører med hende ud til filialen for at overdrage hendes opgaver, og derefter kører Turi hjem. Hun husker, hvordan hun tuder hele vejen fra Skanderborg ud til afdelingen og fra afdelingen hjem til matriklen i Skanderborg. Hjemme ringer hun til sin mand og fortæller, at hun ikke kan mere og er på vej i seng. Så kan Turi ikke huske mere. Hukommelsen og koncentrationen kæmper hun stadig med i dag, og hendes søvnbehov er vokset betydeligt. Hun skal gerne have ti timer for at kunne hænge sammen næste dag. Så når hendes to børn skal af sted om morgenen, er det Turis mand, som sørger for at få dem op, smurt madpakker og sendt af sted i skole. Et job, som i årevis har været en fast bestanddel af Turis job, da hendes mand, Morten, har haft mellem 100 og 180 rejsedage om året. Udbrændt: Rejsedagene blev sat på standby, efter at familien fandt ud af, hvor alvorlig Turis situation var. Psykiaterens diagnose var udbrændt, men da det ikke er en godkendt diagnose, blev den officielle diagnose stress. Ifølge hendes psykoterapeut, Leif Norup, havde hun været udsat for en stresspåvirkning, som svarer til fysisk at blive kørt over af et tog og efterfølgende en damptromle. Mentalt set havde hun en krop, hvor samtlige knogler var brækket. Men man kunne ikke se det på hende. Kuren var at lade tiden gå.
”I starten blev jeg beordret så meget i ro, at jeg heller ikke måtte dyrke motion. Jeg skulle simpelthen bare lægge mig ned og kigge op i himmelen eller se græsset gro. Leifs mantra var, at jeg skulle fratages alle beslutninger. De eneste beslutninger, jeg skulle tage i min hverdag, var, om jeg ville have en eller to puder i ryggen. Og om jeg ville have en kop kaffe, eller jeg ikke ville”.
Fra at have haft fingeren på pulsen og styr på børn, hus, familie og arbejde blev Turi frataget alt ansvar. Hendes mand, Morten, fik sin sag for. Alle beslutninger og kontakt med Turi skulle gå igennem ham. Venner, familie, ja selv Turis egen familie refererede udelukkende til Morten. Farvel til vennerne Det manglende overskud betød, at familien skar drastisk ned i antallet af arrangementer, middage og så videre. Og det har resulteret i, at en del venner er røget i svinget. De er forsvundet helt af sig selv. For både blandt familie og venner har Turi typisk været initiativtageren til sociale arrangementer og fester. Tabet af vennerne har Turi skullet arbejde med.
”Vi har virkelig fået ryddet ud i vennekredsen. Jeg har mistet kontakten med mange af de mennesker, som jeg måske tidligere selv ville have taget kontakten til. Og det har været hårdt. Jeg har haft en periode, hvor jeg har sørget lidt over det. Men nu tror jeg, at jeg er ved at komme til en erkendelse af, at det er sådan, det er. Heldigvis har jeg haft stor støtte af pigerne fra Ladies Circle (red. netværk for kvinder)”.
Et af de arrangementer, Turi imidlertid valgte at deltage i, var den gamle sparekassedirektørs afskedsreception i april 2012. Hun havde brug for at sige ordentligt farvel til den tidligere bestyrelse, tidligere kolleger og kunder fra sparekassen. En af dem var Leif, en gammel kunde, hvis børn Turi har hjulpet med huskøb, lån og diverse. Som psykoterapeut kunne han godt se, at den var helt galt med Turi. Han tilbød derfor sin ekspertise, og den har Turi nydt godt af lige siden uden at bruge en krone, hvilket har været væsentligt. For det offentlige systems iver for at få Turi tilbage på arbejdsmarkedet har betydet, at Turi og hendes mand i fællesskab med både psykoterapeut og læge sidste år valgte at trække stikket til det offentlige. Farvel til sygedagpenge, arbejdsprøvninger og pres. Hjemmegående eller konsulent? I dag er Turi officielt hjemmegående. En titel, hun stadig arbejder med at definere og bruge. Ikke mindst fordi den blandt fremmede måske signalerer et bevidst valg om en livsstil og en mand, som tjener kassen. At det nærmere er en beslutning om, at Turis krop er sårbar og ikke kan holde til at blive stresset igen, siger titlen ingenting om. Ej heller at livet i familiens hus afhænger af, om Turi til januar 2016 bliver tilkendt invalidepension fra Bankpension eller ej. Turi vælger derfor nogle gange at være underviser og konsulent i bogføringssystemer frem for at være hjemmegående. Til trods for at hun reelt kun har undervist en gang i år. Sandheden er imidlertid, at hendes primære arbejde er at tage sig af sine børn og sig selv. Og det er en udfordring. Især om foråret, når alting begynder at blomstre og gro. For så bliver Turi mindet om, at haven trænger til en kærlig hånd, og at planen om et nyt badeværelse og bryggers efter syv år i huset stadigvæk ikke er blevet indfriet. For Turi vil stadigvæk gerne det hele, og det arbejder hun til stadighed med. Hun har i perioder bebrejdet både sig selv for ikke at sige stop og ledelsen i banken for at svigte en presset medarbejder. Indtil videre er hendes håb, at hun på sigt kan komme tilbage til arbejdsmarkedet igen. Og meget gerne på en arbejdsplads, hvor stress er noget, man taler om og forsøger at komme i forkø- bet. Til sektoren og ledelsen i særdeleshed har hun et opråb: ”Lederne skal høre, når vi siger fra. Vi har forskellige måder at sige fra på. Det ligger i min natur at sige ja med stor begejstring. At hjælpe til og løbe lidt ekstra. Når jeg så lige så stille siger: ’Nej, jeg kan ikke mere’, så skal de høre efter. Det var ikke de mange timer, der væltede mig. Det var manglende ledelse. Og hvor har jeg fortrudt det i dag. Jeg er 41 år gammel og får aldrig det arbejdsliv tilbage, som jeg elskede. Og det er hele vejen rundt. Det er ikke kun et spørgsmål om, at jeg ikke kan passe mit arbejde”.
Jeg har læst det nogle gange nu. Det er godt beskrevet, og så alligevel får det jo slet ikke det hele med.
Uanset, så er det "ude" nu.
Jeg har fået tre (hele tre) reaktioner på artiklen. Og det ved jeg ikke helt hvad jeg skal tænke om, selvom min lille parentes, nok vidner om en lille skuffelse.
På den anden side set, ved jeg jo godt, at hvad skriver man? Efter den svada om vennerne der forsvandt? Hvem fanden gider melde sig under den fane?
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
1. september 2015: Undskyld, må jeg godt få det bedre?
Jeg kom hjem efter 6 dage i Island igår. En rejse, som har været planlagt og jeg har glædet mig til meget længe.
Der var generalforsamling i Ladies Circle International, og som medlem i Ladies Circle her i Danmark, var jeg også inviteret. Jeg har aldrig deltaget i andet end vores egne generalforsamlinger i Ladies Circle Danmark, men fik her muligheden for at opleve både mødet, festerne omkring mødet og Akureyri i nord, da jeg har en veninde som bor i byen. Hafdis, som ligenu er præsident for Ladies Circle Island, var medlem i vores klub i Århus i 2011-2012, da hun var på efteruddannelse på Århus Universitet, og havde hele familien med til Århus.
Hafdis, hendes mand Jon og deres døtre Soley og Sunna åbnede deres hjem for Malene (min rejsebuddy) og mig, og gjorde det derved muligt for mig at deltage, selvom midlerne er begrænsede i vores hjem. Vi blev installeret i hvert sit værelse - luksus, luksus - og har set så meget af omegnen, at vi er totalt forelskede i landet nu.
Jeg havde en fantastisk tur!
Men, så kommer det underlige....
Det kan være helt svært at fortælle om, fordi jeg ved at mange tænker: "Hvordan kan du tage på sådan en rejse, men ikke passe et arbejde?" Og jeg kan sagtens se berettigelsen i spørgsmålet.
Det er bare sådan, at jeg ikke rejser mig en dag, lige som man gør efter et brækket ben, og siger: "Sådan - så er det ovre! Nu er jeg klar igen".
Det tager tid at få det bedre. Det tager tid at finde de nye grænser, for min formåen. Og så kan man jo heller ikke se hverken på billederne eller mine opdateringer på facebook og instagram, at jeg har sovet 10 timer næsten hver nat og som Malene sagde: "Hvis vi sætter tempoet ned, så går vi baglæns" - Vi har VIRKELIG taget det stille og roligt og nydt det. Og min rejsemakker var da bestemt også det bedste valg, fordi hun selv har været gennem stress-møllen, og nu er flexjobber. Så der blev kun mødt forståelse, når jeg blev lidt blank i udtrykket.
Jeg føler næsten, at jeg skal undskylde, når jeg laver noget der er sjovt for mig. Og det er ikke fair! At være med i Ladies Circle, giver mig mindst lige så meget god energi tilbage, som jeg bruger på det. De piger jeg har der, har stået ved min side, hele vejen gennem det her forløb.
At rejse ud i verden og opleve noget nyt (i stille og roligt tempo), giver mig så meget med hjem, på alle konti, at det er en kæmpe "straf" ikke at kunne det.
Derfor holder jeg fast, og tager afsted, på trods af at det selvfølgelig går ud over min familie - jeg er jo ikke hjemme, når jeg ikke er hjemme. Derud over klarer de sig nu absolut udemærket uden mig i huset. Måske får de også en pause fra mors sygdom? Det er da i alt fald sundt nok for dem, at savne mig lidt :-)
Hvorom alting er, så er jeg tanket op til et stykke tid nu. Jeg glædes ved at føle, at det går fremad. Næste skridt er at finde et job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer, uden at overbruge mig selv.
Så, nu igang med resten af dagen - tak fordi du læste med.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
16. september 2015: Hvad f..... skal jeg gøre ved mig selv?
I forrige uge, skrev jeg frisk og frejdigt herinde, at nu skulle jeg ud at finde job! Det er jeg nu igang med, men hold da op hvor er det svært at sælge mig selv. Især når jeg nu ikke helt ved hvor mine grænser er. Så bliver det nemt ukonkret. Og jeg er lidt bange for situationen. Pis.
Men, faktum er:
Mine udbetalinger fra Tab Af Erhvervsevne-forsikringen slutter pr. 31/1 2016. Hvis ikke der kommer en anden indtægt til den tid, er vi alvorligt på den.
Hvis jeg nu får et job, og kører ned på det, fordi jeg reelt ikke ved, hvordan jeg står, så er vi også på den. Jeg har både læge, psykiater og terapeutens ord på, at jeg ikke skal gå ned med stress igen. Hvis jeg gør det, kommer jeg helt sikkert ikke tilbage. Det gør jeg måske nu.
Så jeg føler mig magtesløs og klemt. Og mangler i den grad en, der kan hjælpe mig med at finde ud af mine rettigheder.
Det værste ved det hele er, at jeg bliver træt bare ved tanken om det. For jeg er bange for, at jeg nu skal ud i endnu en kamp - denne gang er modstanderen igen min sygdom, men også igen systemet - en kamp, som jeg er usikker på om jeg overhovedet kan "overleve".
Så jeg er bekymret. Mavepine-bekymret. Tør-slet-ikke-tænke-på-det-bekymret.
1. oktober 2015:
Sikke en måned. Den sidste 1½ uge, har jeg været alene med børnene - første gang siden 2012, Morten er væk så mange dage i træk. Det går fint. Jeg erkender blankt, at jeg er træt, og så svigter hukommelsen, men det går ok. Der har været mange aften-aktiviteter, så som forældremøde, konfirmationsmøde, skolefest, og 2 LC-møder, det har trukket mange ressourcer. Og så var vi en tur på Sjælland i weekenden, som var en dejlig tur, selvom de tiltrængte dovne morgener med snuen til kl. 11, ikke var muligt.
Men ift. børnene, er alt vel, og de har kun fået McD en gang (indtil videre).
Morten kommer formodentlig hjem på mandag aften sent, så har kan været væk i 15 dage.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
9. februar 2015: Stopper det aldrig?
Jul er ikke for sarte hjerner. Det er stressende. Forventninger der skal indfries, egne forventninger der skal holdes i skak. Ønsker der er nærmest umulige at indfri (i alt fald de ikke-materielle) og håb om at komme bare nogenlunde hel ud på den anden side.
You name it, jul har bare det hele.
Jeg kom ud på den anden side, sådan ok-agtigt. Træt, men ok. Vi havde heller INGEN aftaler i juledagene, og foretog os stort set ingenting. Faktisk lavede jeg så lidt, at det lykkedes mig at glemme at ringe til mig far, på hans fødselsdag 2. juledag. Øv, altså.
Nå men, så var det at jeg i efteråret ikke havde fået kigget på min forskudsopgørelse. Og SKAT havde opdaget, at jeg havde et cvr.nr.. Og det var dumt. Det kostede fuld knald på skat og intet personfradrag på årets første udbetaling fra min TAE. Øv da også. Og skidt tidspunkt.
Og så startede januar ellers med en følelse af at være lettere bagud og flad.
Bankpension havde varslet, at mine udbetalinger på TAE stoppede pr. 31/1, dvs, ny vurdering hos Psykiater og ny venten på en afgørelse. Denne gang en afgørelse om, hvorvidt jeg skal have en livsvarig invalidepension.
Vi forsøgte at forberede os, på det besøg hos psykiateren. Og jeg forsøgte at forberede mig på, hvad "dommen" ville være. Selvom det er svært for mig at acceptere, viste jeg godt at jeg ikke ville gå derfra med besked om at være klar til det virkelige liv igen. Men altså, kan man overhovedet forberede sig?
2 timer hos Psykiater, og jeg er balret. Helt og aldeles. Beskeden var klar: Stort set ingen bedring i hovedet på de sidste 13 måneder. Det vidste jeg nok lidt godt, ikke? Men, jeg nåede ikke at behandle det, før jeg fik et opkald fra en veninde - jobbet jeg kun kunne drømme om, var ledigt nu! Og skulle søges nu. Så jeg måtte i tænkeboks. Kan jeg klare 12-15 timer? I så fald, på hvilke vilkår?
Jeg fik søgt job. Jeg var til samtale, og var totalt slået ud bagefter. Der sad en mand til samtalen, og fortalte mig, at hvis jeg blev ansat, var hans fornemste opgave, at kigge mig over skulderen..... Nå....
Jeg vidste straks, at det ville give mavepine og åndenød hver eneste gang, jeg skulle se ham. Ej, ikke smart vel? Så selvom jeg inderst inde, bare slet ikke ønskede det job, var jeg alligevel i syv sind. Familien var begyndt at glæde sig til, at der så kunne blive råd til at komme ud at rejse. Og det var jeg nok også lidt. Og det var svært igen at sætte mine egne behov over deres. For det synes jeg, jeg gør.
Jeg fik afslag på jobbet. Mine krav til arbejdstid matchede ikke deres ønsker. Heldigvis. Puha, sikke en lettelse. Jeg kunne slet ikke skjule min glæde, da jeg fik opkaldet - de har troet jeg er tosset.
Og så måtte Morten lige afsted til Tyskland til en kunde, med to timers varsel. Afsted tirsdag aften, hjem igen senest fredag, var planen. Onsdag ringede han, om vi kunne klare os til næste onsdag? Øh, ja. Og så blev vejret skidt, og det gik ikke efter planen, og så blev onsdag til lørdag - og så væltede jeg. Igen. 10 dage, alene med børnene, med dårlig søvn, ansvar og aftenaftaler 4 af hverdagene. Not cool.
Det tog mig over en uge, at blive bare sådan nogenlunde normal igen, og få smidt de depressive tanker. Så januar har været en lortemåned, hvor jeg har været gennem hele registeret. Lige fra at min livsforsikring ville gøre familien mere godt, end mit manglende bidrag til stort set alt i hjemmet - til at tude af taknemlighed, over de søde mennesker der hjalp mig.
Heldigvis har vi nogle omkring os, som denne gang fornemmede, at den var gal, og kiggede forbi. Vi blev de sidste dage, vi var alene (børnene og jeg), forkælet med aftensmad leveret til døren, og var hos venner til aftensmad. Sikken forskel det gør!
Nu er vi godt inde i februar. Jeg har stadig ikke hørt et ord fra forsikringsselskabet. Vi har så vi kan klare os, men de næste måneder bliver ikke sjove. Det bekymrer mig, at vore økonomi er så usikker. Og sådan en bekymring gør kun ondt værre ift. den udbrændte hjerne.
Så de fleste dage er jeg træt og sover meget. Jeg er slidt og glemmer at have det sjovt med børnene. Jeg glemmer lidt af hvert, faktisk, så Morten er igen livsnerven i vores hjem.
Jeg prøver på at huske, at de bedste ting i livet heldigvis er gratis - jeg har et godt liv, efter omstændighederne.
At strik er min meditation, er slået helt fast i januar. #Nytårsforsætstrik10, er overstået for længst, jeg er igang med nr. 11 og 12......
Men nej, det stopper nok aldrig.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
26, februar 2016: Op på hesten igen.
Forsikringsselskabet sagde nej, til at give mig en invalidepension. Og igen sidder jeg med blandende følelser. Det var svært at se Morten blive ked af det, da han læste brevet. Jeg ved måske selv mere forberedt - nok fordi jeg i lang tid synes, jeg har skullet forberede mig på det værste. Og så er jeg også bare meget bedre til at håndtere et svar, for så kan jeg komme videre, end jeg er til at håndtere ventetid.
Nu er der igen kun én vej, og det er fremad. En fod foran den anden.
Forsikringsselskabet bad om en arbejdsprøvning, og det skal de få. Den nyeste, fra før jeg mistede mine sygedagpenge er 2 år gammel, så det er vel egentlig fair nok.
Så jeg var på kommunen i mandags. Der skal man nemlig møde op personligt, så det gjorde jeg. Der blev jeg efter 3 minutters samtale, sendt hjem igen, med besked om at de vender tilbage til mig.
Og så er endnu en ventetid startet. Gad vide hvor alvorligt de gider tage sagen, når jeg nu ikke skal have noget fra kassen?
Føljetonen starter her :-)
Vi har samtidig fået omarrangeret vores økonomi så meget, at vi kan blive boende her foreløbig. Det giver ro - men ikke råd til udsving.
Det gode (for der skal fandme være noget godt i det her) er, at jeg er kommet op af det dybe dybe hul, jeg havde gravet mig ned i, i sidste uge. Jeg ser lidt lysere på tingene, vi har fået talt om tingene igen her hjemme, jeg har været hos terapeuten og jeg øver mig på at samle op efter mig.... Der var én (ham jeg deler hovedpude med), der sagde til mig, at den mest synlige forandring herhjemme, det er manglen på oprydning. Du godeste hvor er jeg glad for, at det er det han synes fylder!
Nu skinner solen, og jeg har tænkt mig at prøve, at nyde det!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
3. marts 2016:
Nu har jeg tydeligvis sove-trang. Jeg er træt træt, og det er træls træls.
Engang i mellem finder jeg den gamle "mig" frem, og så får den 240km/timen - og det er fandme sjovt! Oftest til en fest, for en god fest er bestemt en, hvor jeg i den grad glemmer min alder!
Men højt at flyve, dybt at falde...
Bare jeg dog snart kunne finde en balance!
Alting skal afvejes.
Hver gang jeg deltager i noget socialt, kan jeg være sikker på at der kommer en regning:
Min hjerne "efterbehandler", dvs. alt hvad jeg har set/gjort/hørt eller talt med nogen om, myldrer rundt i hovedet, selv i drømme.
Min krop "efterbehandler", og har svært ved at finde ro -
Og jeg bliver bare mere træt, fordi jeg har svært ved at falde i søvn, og kun sover godt i nogle timer, hvorefter drømmene bliver mere og mere livlige og meget virkelighedstro. Jeg kan fortsætte samtaler i drømme, som gør mig helt desorienteret, når jeg vågner.
Når jeg så har været til den sjove fest, og jeg er kørt med 240km/timen en hel aften - og der ikke er en eneste, der tror på at jeg fejler noget som helst, så siger det BUM. Måske først om mandagen, men hold nu kæft jeg crasher, og bliver vildt træt. Samtidig med at jeg kan være helt høj på at have været ude og have været "mig selv" og har talt med en masse mennesker og grinet en masse - for det ELSKER jeg jo! Og jeg har jo også altid en masse på hjerte....
Her går jeg fra den ene yderlighed til den anden; Fest og ballade og fuld skrald fremad, til ro og passivitet og vil helst ikke forlade matriklen. Igen.
Det behøver faktisk ikke at være noget så voldsomt for mit system, som en fest.
I aftes var jeg til møde i mit netværk. Vi var ca. 27 piger, til en aften med hygge og netværk og foredrag af "Gadetøsen". Hele aftenen var fuld af samtaler, nye indtryk, en del nye mennesker og jeg får så god energi, af at være sammen med det netværk.
Men når jeg kommer hjem, er det lidt svært at få ro i hovedet.
Heldigvis, kan jeg læse min hjerne bevidstløs. Når jeg gør det, falder jeg godt i søvn, og sover godt de første 6-7 timer. Men, det er for lidt. Hjernen har været på arbejde igår med de mange indtryk og det lader sig ikke sådan ligge ubehandlet hen. Så selvom jeg forsøger at falde i søvn igen, er det sjældent det giver en ordentlig søvn. Og så bliver jeg ved med at være træt.
9-10 timer hver nat, så fungerer jeg bare. Og det går rigtig godt, når der ikke er pres eller stress på.
Men, der er jo pres på, og jeg er jo stresset, for der skal ikke ret meget til, og jeg kan ikke gøre noget ved situationen lige nu.
Så jeg føler, at jeg svinger som et pendul og bruger for mange timer på at ligge i min seng og læse hjerneløse historier om ingenting, for at få hjernen til at slappe af. Og jeg får ikke gjort ret meget andet end det. Jeg får faktisk ikke engang strikket, lige de her dage.
Kan jeg virkelig blive ved med at sige til mig selv, at der er en mening med det her?
Engang i mellem finder jeg den gamle "mig" frem, og så får den 240km/timen - og det er fandme sjovt! Oftest til en fest, for en god fest er bestemt en, hvor jeg i den grad glemmer min alder!
Men højt at flyve, dybt at falde...
Bare jeg dog snart kunne finde en balance!
Alting skal afvejes.
Hver gang jeg deltager i noget socialt, kan jeg være sikker på at der kommer en regning:
Min hjerne "efterbehandler", dvs. alt hvad jeg har set/gjort/hørt eller talt med nogen om, myldrer rundt i hovedet, selv i drømme.
Min krop "efterbehandler", og har svært ved at finde ro -
Og jeg bliver bare mere træt, fordi jeg har svært ved at falde i søvn, og kun sover godt i nogle timer, hvorefter drømmene bliver mere og mere livlige og meget virkelighedstro. Jeg kan fortsætte samtaler i drømme, som gør mig helt desorienteret, når jeg vågner.
Når jeg så har været til den sjove fest, og jeg er kørt med 240km/timen en hel aften - og der ikke er en eneste, der tror på at jeg fejler noget som helst, så siger det BUM. Måske først om mandagen, men hold nu kæft jeg crasher, og bliver vildt træt. Samtidig med at jeg kan være helt høj på at have været ude og have været "mig selv" og har talt med en masse mennesker og grinet en masse - for det ELSKER jeg jo! Og jeg har jo også altid en masse på hjerte....
Her går jeg fra den ene yderlighed til den anden; Fest og ballade og fuld skrald fremad, til ro og passivitet og vil helst ikke forlade matriklen. Igen.
Det behøver faktisk ikke at være noget så voldsomt for mit system, som en fest.
I aftes var jeg til møde i mit netværk. Vi var ca. 27 piger, til en aften med hygge og netværk og foredrag af "Gadetøsen". Hele aftenen var fuld af samtaler, nye indtryk, en del nye mennesker og jeg får så god energi, af at være sammen med det netværk.
Men når jeg kommer hjem, er det lidt svært at få ro i hovedet.
Heldigvis, kan jeg læse min hjerne bevidstløs. Når jeg gør det, falder jeg godt i søvn, og sover godt de første 6-7 timer. Men, det er for lidt. Hjernen har været på arbejde igår med de mange indtryk og det lader sig ikke sådan ligge ubehandlet hen. Så selvom jeg forsøger at falde i søvn igen, er det sjældent det giver en ordentlig søvn. Og så bliver jeg ved med at være træt.
9-10 timer hver nat, så fungerer jeg bare. Og det går rigtig godt, når der ikke er pres eller stress på.
Men, der er jo pres på, og jeg er jo stresset, for der skal ikke ret meget til, og jeg kan ikke gøre noget ved situationen lige nu.
Så jeg føler, at jeg svinger som et pendul og bruger for mange timer på at ligge i min seng og læse hjerneløse historier om ingenting, for at få hjernen til at slappe af. Og jeg får ikke gjort ret meget andet end det. Jeg får faktisk ikke engang strikket, lige de her dage.
Kan jeg virkelig blive ved med at sige til mig selv, at der er en mening med det her?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar